23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Sådan ombygges gamle tørrelofter til attraktive boliger

Skou Gruppens gamle tørrelofter i Københavns Nordvestkvarter ombygges til 18 moderne lejligheder med god udsigt over byen.

Gennem næsten to år har det været på tegnebrættet at ombygge de tørrelofter, som Skou Gruppen har erhvervet, på tre ejendomme i København NV til gode, attraktive lejligheder. Nu er godkendelserne på plads, de arkitektoniske linjer er vedtaget, og byggeriet er i gang.

”Det er et spændende projekt, vi nu skal føre ud i livet, fordi Skou Gruppen er bygherre, projekterende og udfører selve håndværksarbejdet. Vores arbejde kommer til at sætte standarden for de fremtidige ombygninger af andre tørrelofter. Det er en proces, hvor vi sætter barren højt for fremtiden,” forklarer byggeleder ved Skou Gruppen, Jesper Dagø.

18 nye boliger under taget
De gamle tørrelofter rummer 1.400 kvadratmeter bolig, som fordeles på 18 lejligheder i varierende størrelser fra 65 til 114 kvadratmeter. Boligerne bygges efter nyeste forskrifter. Det betyder, at de kommende ejere får både ejendommens ældre charme og de moderne boligers kvaliteter såsom bedre lyd- og varmeisolering.

”Vi bygger loft til kip med hanebåndsspær og etablerer kvistaltaner. Det vil give en stor rumfornemmelse og meget lysindfald, som man kun kan få, hvis man bor højt oppe under taget,” siger Jesper Dagø og tilføjer, at Skou Gruppen har udformet arkitekturen i samarbejde med tegnestuen Monoark.

Boligerne bygges med gedigne materialer, der er udvalgt efter holdbarhed, funktionalitet og design. Der installeres fx køkkener af høj kvalitet, lægges trægulve, monteres massive glatte døre og lægges hvide fliser på badeværelserne.

Tørreløfter mod renovering af ejendommen
Skou Gruppen købte tørrelofterne af ejerforeningen E/F Raadmandshuse for at investere virksomhedens frie midler i det populære Københavnske boligmarked og sikre arbejde til medarbejderne.     

Som en del af købet forpligtede Skou Gruppen sig også til at renovere 10 opgange og give ejendommenes facade et løft ved at forny fugerne. Ejerforeningen får også nyt tag, som bygges på den eksisterende tagkonstruktion.

”Ejendommenes beboere kommer til at mærke, at de nye tagboliger på de gamle tørrelofter tilfører dem værdi i det daglige, fordi det nye tag energioptimerer bygningen,” forklarer Jesper Dagø. 

Standard for kommende tagboliger i København
Raadmandshuse består af tre blokke. Håndværkerne er begyndt arbejdet på den mindste blok af de tre, og denne bliver model for det kommende arbejde.

”Vi evaluerer projekteringen og metoderne undervejs og tilpasser projektet ud fra det. Det øger kvaliteten af byggeriet og gør arbejdet nemmere og mere effektivt, når vi går i gang med de to andre blokke,” forklarer Jesper Dagø og fortsætter:

”Ud fra det første tagboligprojekt skaber vi en standard for, hvordan vi udførelses- og materialemæssigt skal løse ombygningen af fremtidige tørrelofter. Vores erfaringer fra det første projekt skal fx bruges på de tørrelofter, Skou Gruppen ejer på Mågevej, hvor vi tilpasser projektet efter bygningens geometri.”

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.063