23948sdkhjf

40 års jubilæum som elektriker hos EL:CON

| Medlemsnyhed | Indrykket af EL:CON A/S

Elektriker Karl Laursen kan fejre sit 40 års jubilæum som elektriker hos EL:CON i Grenaa den 1. april 2018. Den 65-årige elektriker har bevaret sin arbejdsglæde og ser frem til endnu en dag på jobbet, når han står op om morgenen.

Af HR og kommunikationsmedarbejder Mette Riis, meri@elcon.dk 

»Jeg tager ét år ad gangen! Og så længe jeg synes, det er sjovt at arbejde, fortsætter jeg. Det er heldigvis aldrig kedeligt at være elektriker, og trods mine mange år i branchen oplever jeg da stadig at komme ud på opgaver, der er nye for mig,« smiler jubilaren.

Arbejdsopgaverne varierer, men det er spjældarbejde, der er det foretrukne – altså at komme ud på forskellige »små« installationsopgaver.

»Karl er en rigtig all-round elektriker, ja, faktisk en »altmuligmand,« vi trygt kan sende ud på opgaver. Han er en stabil, vellidt og rar fyr, kollegaerne altid kan regne med. Han tager også gerne en lærling med sig, når han kører ud på opgaver,« siger serviceleder Jesper Nielsen Hindkjær, der har været Karls kollega i over 20 år.

»Jeg viser gerne vores lærlinge, hvilke opgaver, man kan blive udsat for i jobbet. De har en lidt anden tilgang til opgaveløsningen, end jeg har, men jeg tror, det er gavnligt, at generationerne kan tage ved lære af hinanden,« fortæller Karl.

Opgaver gennem en lang karriere
Karl har gennem sin lange karriere altid været tilknyttet virksomheden i Grenaa, som nu hedder EL:CON. Oprindeligt var navnet Søren Jensen, som blev opkøbt af ELROs installationsafdeling, som så igen blev overtaget af EL:CON i 2008.

Karls opgaveportefølje gennem en 40-årig karriere er lang, og den omfatter blandt andet installationer på Grenaa Havn i forbindelse med kontorbyggeri. Han har kurser og lang erfaring med installationer af hvidevarer, han har været »lånt ud« til EL:CONs Trafik og infrastrukturafdeling, da de skulle renovere gadelys på Djursland. Han har endda været tilknyttet afdelingen i Middelfart og været med til at installere belysning på fire togstationer.

»Det har altid været sjovt at arbejde med kollegaer fra andre afdelinger og se, hvordan de griber opgaverne an. Men jeg er altid glad for at komme hjem til afdelingen i Grenaa igen,« fortæller Karl.

Når Karl ikke er på arbejde i EL:CON bruger han tiden flittigt på børn, børnebørn, fiskeri og på den udenlandsk indregistrerede Toyota Supra, som dog lige skal have danske plader og en kærlig hånd, før den skal vises frem til opvisning: »Nej, det er ikke skovræs, I kommer til at se mig deltage i,« griner jubilaren.

Stort tillykke med jubilæet Karl:-)


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
EL:CON A/S

Ryhavevej 50
8210 Aarhus V
Danmark
EL:CON A/S

Send til en kollega

0.163