23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Dansk Arkitektur Centers åbningsudstilling kaster nyt lys over fremtidens bolig

Dansk Arkitektur Centers åbningsudstilling Welcome Home slog officielt dørene op mandag i BLOX i København.

Dansk Arkitektur Centers åbningsudstilling Welcome Home slog officielt dørene op mandag i BLOX i København. Masser af gæster fra ind- og udland ventes at lægge vejen forbi og bl.a. blive klogere på samspillet mellem teknologi og bæredygtighed i fremtidens bolig.

Fredag d. 4. maj indviede Hendes Majestæt Dronningen Københavns nye vartegn BLOX, der er tegnet af hollandske OMA og opført af Züblin for Realdania. Bygningen er nyt hjem for Dansk Arkitektur Center, der fejrer indflytningen i de ikoniske rammer med den store udstilling Welcome Home om fremtidens bolig.

Fremtidens bolig er allerede bygget
Udstillingen åbnede officielt mandag d. 7. maj og varer frem til d. 23. september i år. Den former sig som en opdagelsesrejse i danskernes boliger op gennem historien og peger samtidig fremad med en række kunstneriske og teknologiske bud på, hvordan 1960’ernes store boligbyggerier kan omdannes til fremtidens attraktive boliger.

- Fremtidens bolig er allerede bygget. Kigger vi 25-30 år ind i fremtiden, er langt størstedelen af de boliger, danskerne kommer til at bo i, allerede bygget. Derfor er det interessant at spørge, hvordan vi kan opgradere den eksisterende boligmasse, så den lever op til nye krav om bæredygtighed og kan imødekomme nye familiestrukturer og drømme? Det og meget mere vil vi rigtig gerne debattere med danskerne, for når vi borgere involverer og engagerer os, bliver boligerne og byerne endnu bedre at bo i, siger Tanya Lindkvist, programchef for LIFE i DAC.

Arkitektur og teknologi kædes sammen med boligkultur
De besøgende kan bl.a. udforske samspillet mellem arkitektur, bæredygtighed og teknologi i forhold til konkrete bygningskomponenter. På MT Højgaards del af udstillingen er én af disse repræsenteret gennem vinduesproducenten Velfac.

Her kan man opleve Velfac 200 Energy lavenergivinduet i kombination med en lampe, der tændes og slukkes, når vinduet åbnes og lukkes. I forhold til bæredygtighed er vinduet fremstillet i naturlige materialer, har en lang levetid og kan efter endt brug nemt adskilles og sorteres. Hele 93 procent af materialerne kan desuden genanvendes, og det giver mulighed for helt nye fremtidsperspektiver.

- Welcome Home åbner for en væsentlig debat om, hvordan vi omdanner eksisterende boliger, så de bliver attraktive for fremtidens beboere. Det handler ikke kun om, at bæredygtighed og teknologi skal gå op i en højere enhed, men i høj grad også om konkrete faktorer som tilførsel af dagslys og frisk luft i det daglige liv, som boligen danner ramme for, fortæller arkitektrådgiver René Lohmann-Jørgensen fra Velfac og fortsætter:

- På den måde kæder udstillingen arkitektoniske og teknologiske perspektiver sammen med vigtige kulturelle spørgsmål om brugen af boligen og dens betydning. Det er spørgsmål, som vil komme til at spille en stadigt større rolle i renoveringen af vores eksisterende bygningsmasse, så det bliver spændende at følge den debat og de nye idéer, udstillingen forhåbentlig giver anledning til, slutter han af.

Fakta om udstillingen:
Welcome Home – udstilling, publikation, eventprogram og kampagne – er udviklet af Dansk Arkitektur Center i partnerskab med Realdania og Bolius med Realdania som hovedsponsor. Welcome Home er realiseret med støtte og bidrag fra GI – Grundejernes Investeringsfond, Augustinusfonden, AirBnB, Knud Højgaards Fond, Brand Factory, Montana, MT Højgaard, Gyproc, Danmarks Statistik, Republic of Fritz Hansen, BL – Danmarks Almene Boliger, Boligøkonomisk Videncenter, SBI – Statens Byggeforskningsinstitut, Bevica Legatfond og KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

VELFAC
Bygholm Søpark 23
8700 Horsens
Horsens Kommune
Danmark
CVR nummer: DK21147583

Send til en kollega

0.064