23948sdkhjf

Installatør fikser varmepumpeanlægget og sparer maskinproducent for 1 mio. kr.

Kompleks opgave med samordning af intet mindre 43 forskellige varmepumpeanlæg i flere ældre bygninger reducerer energiforbruget med knap 1.100 Mwh om året hos maskinproducent

Energikrisen er ikke længere den altoverskyggende udfordring i fremstillingssektoren, men krisen har givet mange virksomheder øget interesse for at spare på energien og fremme lønsomheden.

Det giver derfor mening at udskifte gas med el som opvarmningskilde. En af dem, der tydeligt mærker ”gevinsten” ved at energioptimere produktionen, er maskinproducenten Westrup ApS fra Slagelse. Maskinproducenten anvendte tidligere naturgas til opvarmning og varmt vand, men kan  i foråret indvie en ny energiløsning, der giver dem en langt mere rentabel forretning på grund af reducerede energiudgifter.

- Beslutningen om at investere i et samlet varmepumpeanlæg som erstatning for brug af naturgas blev truffet kort før Ukraine-krigen, hvor vi fik beregnet besparelserne ved at skifte energiløsning. Beregningerne sagde, at vi med den nye løsning ville kunne reducere vores energiforbrug med knap 1.100 Mwh om året, hvilket dengang svarede til godt en million kr. Men, med de stigende energipriser er besparelserne faktisk langt større. Det kommer vi til at mærke, og jeg er utrolig glad for, at vi traf beslutningen om at investere i en ny energiløsning, fortæller teknisk chef Flemming Dam fra Westrup ApS i en pressemeddelelse.

Omfattende planlægning og koordinering

Det er varmepumpeafdelingen hos installatørvirksomheden Bøttcher Fog A/S, der indledningsvist hjalp Westrup med at søge tilskud til anlægget via Energistyrelsen, og som nu står bag installationen af energiløsningen hos Westrup ApS. Den komplekse samling, der består af 43 varmepumpeanlæg over 10.000 kvm, har krævet omfattende planlægning og koordinering.

- Leverancerne er ikke noget særligt, hvis man isolerer enkeltelementerne i opgaven. Men med opsætning af 43 varmepumpeanlæg rangerende fra 5 kvm til 35-40 kvm med forskellige typer af varmepumper såsom luft-vand-anlæg, luft-luft-anlæg samt almindelige indblæsningskassetter, firvejskassetter og 360 grader-loftskassetter, så bliver opgaven kompleks og dermed teknisk avanceret, forklarer adm. direktør Simon Vængebo Petersen fra Bøttcher Fog.

Ifølge projektleder på opgaven Thomas Lønborg gjorde opsætningen og placeringen på tagflader i de ældre og meget forskelligartede bygninger opgaven yderligere kompleks.

- Kompleksiteten indtræffer i det øjeblik, man hægter 43 anlæg op med rundkran og stillads for at sætte anlæggene på plads, hvoraf mange befinder sig på tagplader, som det er ikke lige let at komme til. Inden arbejdets igangsættelse foretog vi derfor en grundig risikovurdering for at træffe alle sikkerhedsregler og forebygge ulykker, siger Simon Vængebo Petersen og fortsætter:

- Herudover skulle alle varmepumper integreres i et samlet CTS-system, der muliggør styringen af alle anlæggets elementer, samtidig med at man konstant har overblik over forbrug og drift samlet og over de enkelte anlæg. Selvom det var vanskeligt og kompleks, var det samtidig en rigtig spændende opgave.

Store CO2- og driftsbesparelser

Selve arbejdet blev igangsat september 2022 og afsluttes foråret 2023. Når det er færdigt, står Westrup ApS tilbage med en bæredygtig løsning, som giver markante besparelser for både klimaet og økonomien.

- At passe på miljøet ligger os meget på sinde, og set i lyset af klimaudfordringerne, vil leveringen af varmt vand og varme til virksomheden nu skabe et langt mindre CO2-udslip end hidtil. Hvor stor reduktionen præcis vil være, er vi ved at regne på. Hertil kommer den økonomiske driftsbesparelse, som er forstærket betydeligt af krigen i Ukraine, siger Flemming Dam fra Westrup ApS.

.

Artiklen er en del af temaet AUTORISERET.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078