23948sdkhjf

Foråret bringer igen flere huse med til salg-skilte

På landsplan er der flere villaer og rækkehuse til salg. Imens mindskes udbud af lejligheder i hovedstaden

Som vanligt stiger antallet af huse med til salg-skilte med forårets komme, og efter det meget lave boligudbud under coronapandemien er der over den seneste tid kommet flere salgsklare boliger.

Det viser Boligsidens udbudstal onsdag.

Ved indgangen til maj var der 30.902 villaer og rækkehuse til salg i Danmark.

Det er en lille stigning på 3,6 procent sammenlignet med den seneste måned og omkring 30 procent flere end på samme tidspunkt sidste år.

Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, forklarer, at udbuddet endnu ikke er på niveau med perioden før corona.

Men hun vurderer, at det er på vej deropad.

- Det er en stigning, der primært er skabt af et øget antal sælgere, der ønsker at sætte boligen til salg. For selve salget af huse har i den seneste tid ligget på et stabilt, normalt niveau, siger hun i en pressemeddelelse.

Antallet af huse til salg er det højeste siden begyndelsen af juli 2020.

Set over en længere årrække ligger det dog stadig lavt.

- Vi er godt på vej mod et mere naturligt udbudsleje for husene, men vi er ikke i mål endnu. I årene 2015 til 2019 har antallet af huse til salg ligget mellem 33.500 og 40.000. Så set i det lidt bredere perspektiv, er udbuddet stadig i den lave ende, siger Birgit Daetz.

Ser man på antallet af lejligheder til salg, er der imidlertid sket et fald på 1,1 procent set på landsplan.

Det er især Region Hovedstaden, der driver den udvikling med et fald i antallet af lejligheder til salg på 4,6 procent.

Imens ligger antallet af sommerhuse til salg fortsat på et meget lavt niveau.

Det er således 40 procent under niveauet for tre år siden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095