Vi mener: Nu må Christiansborg lægge pengene på bordet
Siden sin tiltrædelse i efteråret har SVM-regeringen italesat behovet for at styrke landets erhvervsskoler. Omsider er politikerne blevet smerteligt beviste om den kritiske mangel på faglærte. Det skyldes særligt det presserende spørgsmål om hvem, der egentligt skal realisere de politiske ambitioner for samfundets grønne omstilling.
Derfor følte mange formentlig en spirende optimisme omkring, at det nu endelig var de nedprioriterede og nedslidte erhvervsskolers tur. De fik en prominent plads i regeringsgrundlaget, ligesom man satte Mattias Tesfaye - en uddannet murer - i spidsen for Børne- og Undervisningsministeriet.
Men da et bredt flertal i folketinget for nylig præsenterede årets finanslov, måtte alle kigge langt efter en ekstra pose penge adresseret til landets erhvervsskoler.
Sætningen ”Regeringen vil investere i, at erhvervsskolerne har det rette udstyr, de rette lærerkompetencer og fokus på arbejdsmarkedets behov, herunder i forhold til den grønne omstilling” fra regeringsgrundlaget klinger desværre ret hult, hvis man ikke samtidig lægger de nødvendige penge på bordet.
Fagfolk har i årevist råbt op om, hvordan nedslidt udstyr, utidssvarende materialer og nedskæringer i lærerstand og undervisning gør det sværere at fremstå som et attraktivt valg for landets ungdom.
Samtidigt hersker et ønske om, at fremtidens erhvervsskoler i højere grad skal byde på rammerne for et spirende ungdomsliv og sociale fællesskaber. Det er en fair indvending at tænke, at udstyr, materiale og en kvalificeret lærerstand må komme i første række. Man skal bare ikke undervurdere, hvor meget et socialt liv betyder for en teenager, der står overfor valget af ungdomsuddannelse.
En reel økonomisk prioritering vil have en betydelig signalværdi
Udover at pengene er tiltrængte og hurtigt ville få ben at gå på hos landets erhvervsskoler, ville en reel økonomisk prioritering også have en betydelig signalværdi. For det blødende antal ansøgere til landets erhvervsskoler – der faldt igen i år – er også et resultat af en diskurs i samfundet og blandt politikerne om, at en faguddannelse kun er værd at stræbe efter, hvis ikke gymnasiet er en mulighed.
Nu er piben ganske rigtigt begyndt at få en ny lyd. Men man er altså også nødt til at investere i noget, der kan lave ild, hvis man også vil have piben til at ryge.
