23948sdkhjf

Asbestforurening i Aalborg større end antaget

Flere myndigheder skubber rundt med sagen om forurening efter den nedlagte Dansk Eternit Fabrik. Professor i miljømedicin kritiserer kommunens nye risikovurdering

På andet år strides Aalborg Kommune, Region Nordjylland og Miljøstyrelsen om, hvem der skal gøre noget ved en forurening omkring Aalborg Fjord med betydelige mængder asbestholdig eternit. 

Det skriver Ingeniøren.

Forureningen er fundet til lands og til vands omkring et syv hektar stort deponi, som Dansk Eternit Fabrik etablerede i 1970’erne, hvor jorden i dag flere steder er slidt af, så man kan se lige lukt ned i tætpakkede dynger af eternitplader.

Langs kysten flyder det så meget med eternit, at kommunen foreløbig har måttet fjerne 2,1 ton af det, og nye analyser af data fra kommunens og regionens arkiver og gamle luftfotos tyder desuden på, at depoterne formentlig også rækker ind på nabomatriklerne.

Hidtil er sagen blevet håndteret på baggrund af en rapport udarbejdet for Aalborg Kommune af konsulentfirmaet WSP, der vurderer sundhedsrisikoen som lav, så længe man blot sørger for at fjerne det synlige eternit. 

Men det grundlag anfægtes af Øyvind Omland, der er læge og specialist i asbests skadelige virkninger på mennesker og professor emeritus ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital:

- Det er ikke i orden, at myndighederne sylter sagen og nøjes med at opsamle synlig eternit. For asbest er ikke så uskadeligt, som det bliver fremstillet i risikovurderingen. Den er fyldt med udokumenterede påstande og rummer kun én eneste videnskabelig reference i form af en 20 år gammel WHO-rapport, siger Øyvind Omland til Ingeniøren. 

Han stod i 2019 i spidsen for en undersøgelse, der dokumenterede, at tidligere elever på skoler nær Dansk Eternit Fabrik havde øget risiko for at få lungehindekræft.

Han kritiserer, at risikovurderingen ikke forholder sig til, hvilke typer asbest der er tale om, eller estimerer, hvor meget, der ligger i depotet. Og han bryder sig heller ikke om, at risikovurderingen undlader at estimere, hvor meget asbest der er i de fundne eternitplader.

- Risikovurderingen burde have lagt op til, at myndighederne havde målt asbestkoncentrationen i luften, siger han til Ingeniøren.

Rådmand vil have Miljøstyrelsen på sagen

Kommunen finder ingen grund til at anfægte de indhentede ekspertvurderinger. Men når det er sagt, så har den kendte forurening efterhånden nået et omfang, at rådmand Per Clausen har opfordret Miljøstyrelsen til at overtage sagen.

- Vi er ikke i tvivl om, at det er styrelsens myndighedsområde. Når det handler om de meget store miljøudfordringer, så er det fornuftigt, at det er staten, der står for det. Miljøstyrelsens svar på den front er indtil videre uklart, men forhåbentlig bliver rollefordelingen på vores møde snart, siger han til Ingeniøren.

Uenigheden blandt myndighederne er ifølge professor i miljøret Ellen Margrethe Basse et symptom på en usikkerhed i loven om, hvem der har handlepligt ved sådanne forureninger.

Her er lovgivningen ikke klar, påpeger hun:

- Myndighederne har ikke efter miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven en handlepligt i forhold til at få fjernet en sådan forurening, siger Ellen Margrethe Basse til Ingeniøren.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094