23948sdkhjf

Tre travle dage i Odense: VVS’23 slår besøgsrekord

Årets VVS-messe slår besøgsrekord. Faktisk slog messens anden dag også alle rekorder for antallet af besøgende på én dag.

Der har været fuld af liv i Odense Congress Center i de forløbne tre dage, hvor VVS-messen har trukket rekordmange besøgende. Helt præcist lagde 9.570 besøgende vejen forbi VVS’23. I løbet af de tre dage gav udstillerne også udtryk for, at det har været både nye, relevante og de helt rigtige besøgende, de mødte på standene.

Årets messe var fuldstændig booket med flere end 180 udstillere, og allerede i marts kunne de to arrangører da også melde ud, at den populære messe var udsolgt. Udstillerne til VVS’23 havde også gjort meget ud af standene i de fire haller, hvor man i år så, at mange af standene var større end nogensinde.

- Vi kan ikke andet end at være meget glade for og tilfredse med årets messe. Udstillerne har virkelig gjort meget ud af det, og det er blevet honoreret af de besøgende, hvor vi i år har slået besøgsrekord. Som arrangør kan vi skabe rammerne, men det er udstillerne, som skaber messen og det må man sige, at de har gjort til VVS’23, siger messe- og eventchef, Morten Ihlow, fra Odense Congress Center.

Medarrangør og adm. direktør i VELTEK, Per Rømer Kofod er enig med messe- og eventchefen og roser også årets udstillere, som er lykkedes med at tiltrække besøgende af høj kvalitet.

- Samtidig glæder jeg mig over, at fagligheden har været i højsæde på årets VVS-messen. Jeg tror også, at det er derfor, at vi har kunnet tiltrække de rigtige besøgende. Derfor kan jeg kun sige, at VVS-messen er tilbage på det niveau, som messen altid har været kendt for og med en besøgsrekord, vi kun kan være stolte af, siger Per Rømer Kofod.

Dag 2 på VVS’23 slog alle rekorder

I løbet af alle tre dage under VVS’23 var der travlhed at spore på standene, hvor de mange  udstillere havde travlt med at tale med interesserede besøgende. Alligevel blev andendagen på årets VVS-messe en dag, som både udstillere og arrangørerne vil huske.

Her havde VVS-messen for første gang flere end 4.000 besøgende på én dag. Helt præcist havde 4.136 besøgende lagt vejen forbi messen i Odense.

Klar til VVS’25

I løbet af de tre dage oplevede arrangørerne stor interesse blandt udstillere for at sikre sig en stand til den kommende VVS-messe i 2025. Derfor er der allerede flere forhåndstilmeldinger til næste messe, som bliver d. 21. – 23. maj 2025 i Odense Congress Center.

- Nu skal vi gennemgå evalueringerne fra udstillerne og besøgende, inden vi går i gang med planlægningen af den næste VVS-messe. Mest af alt glæder vi os over, at VVS-messen er tilbage på det velkendte spor med rigtig mange glade og relevante besøgende, fagligheden i fokus og de helt rigtige udstillere til at repræsentere branchen. Med en så flot messe, som vi har haft her i 2023, så er forventningerne til VVS’25 allerede høje, siger Per Rømer Kofod.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125