23948sdkhjf

Talenter og passion: Skovbrugselever viser evnerne frem i konkurrence

Der var opbakning som aldrig før til konkurrencerne ”DM i udkørsel af træ” samt ”Skills for Skovbrugselever” torsdag den 17. august til Langesømessen på Fyn. Her kæmpede skovens erfarne maskinførere samt unge skovbrugselever fra Skovskolen om æren, præmierne og for deres fag.

Dansk Skoventreprenør Forening (DSF) og Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) stør bag de to konkurrencer, der har til formål at vise talentet og håndværket hos dem, der arbejder i skoven. 

Vinderen af konkurrencen i ”DM i udkørsel af træ” blev kåret ud fra en kombination af den hurtigste tid og færrest fejl.

Og det blev Jakob Møllenberg, der vandt konkurrencen for andet år i træk. I første gennemkørsel var han bedst med en tid på 5 minutter og 18 sekunder. I finalen gik de fire bedste videre, men Jakob var suverænt den hurtigste med tiden 6 minutter og 9 sekunder, hvilket han begrunder med en væsentlig pointe.

- Det lykkedes mig at holde nerverne i ro. Du kan godt have god fart på i konkurrencens første halvdel. Men når du kommer til tårnstablingen, er taktikken at tage en dyb indånding og føre maskinen med en rolig hånd, fortæller en glad Jakob Møllenberg kort forinden præmie-overrækkelsen.

Sender vigtigt signal

Til daglig fører Jakob Møllenberg (28 år) skovmaskinen for Haderup Skovservice i Midtjylland. Udover en sjov dag samt mødet med branchens kollegaer fra Fyn og Jylland, er der en særlig grund til, at Jakob deltager i Danmarksmesterskabet.

- Vi skal have flere folk ind faget. Og det er vigtigt for mig at være med til at sende et klart signal om, at skoven kan være en virkelig spændende arbejdsplads, siger Jakob Møllenberg.

Ét sekund mellem nummer et og to

På den anden konkurrencebane afholdt Skovskolen ”Skills for Skovbrugselever”, hvor HedeDanmarks elev Marius Eg Larsen (19 år) vandt over konkurrencens nummer to, Asbjørn Dich med blot et sekund. Men Marius kom ikke sovende til sejren.

- Jeg satte mig op til at vinde. Jeg har øvet opgaverne igennem flere gange, og især har jeg øvet mig på Skovskolens værksted i disciplinen med at vende sværdet på saven fortæller Marius, som i øvrigt også stiller op til Skovbrugsmesterskaberne for elever, når konkurrencen for første gang afholdes til Have og Landskabs-messen i Slagelse den 31. august.

Siden DM&E og Skovskolen første gang lancerede konkurrencen, er kendskabet og opbakningen til at deltage vokset markant, og det vækker stor glæde hos arrangørerne.

- Vi ved, at de unge mennesker har haft det sjovt med at være med. Og det spredes for alvor nu, og i år har vi det højeste antal deltagere i konkurrencen med hele 13 deltagere. Og det er netop den dominoeffekt vi gerne ser sprede sig til hele faget, så der fremadrettet er flere, der har lyst til at søge ind i branchen, siger Claus Clemmensen som er chefkonsulent i DM&E’s sektion for skov, vand og naturpleje.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109