23948sdkhjf

Skolerenovering ser ind i ekstraregning efter asbestfund

Tre løsninger er i spil på Skals Skole efter fund af asbeststøv i pavillonbygninger. Den dyreste forventes at koste 27 mio. kroner

Fire pavillonbygninger på Skals Skole nord for Viborg skal sandsynligvis rives ned og erstattes af nyt efter fund af asbeststøv. 

Det skriver Viborg Folkeblad

Regningen vil skønsmæssigt løbe op på mellem 18 og 27 mio. kr. alt afhængigt af hvilken af tre mulige løsninger, medlemmerne af børne- og ungeudvalget i kommunen vælger.

Skolen er i forvejen under renovering, og man vidste ifølge det lokale medie godt, at der oprindeligt var anvendt asbest i pavillonbygningerne. En af dem skulle derfor rives ned, når den var færdig med at blive brugt som genhusning af elever under byggeprojektet, mens øvrige skulle asbestsaneres.

Nu er man derimod kommet frem til, at det er billigst at rive alle ned frem for at sanere. 

De tre mulige løsninger omfatter, at man river ned og henholdsvis bygger tre nye bygninger i samme størrelse som eksisterende, at man bygger to tilsvarende bygninger og en mindre, eller at man kun bygger to nye bygninger. Vælges sidstnævnte vil der være behov for at bygge til andre steder. 

De to sidste scenarier vil desuden kræve en ny projektering og en revideret byggeansøgning og vil forsinke projektet fra et år og op til 16 måneder.

Både ekstraregningen og udsigten til forsinkelse er ifølge næstformand i børne- og ungdomsudvalget Birgith Langballe (S) rigtig ærgerlig. 

- Men det er godt, at det blev opdaget, og det skal selvfølgelig laves, og nu skal vi sammen drøfte tingene og bruge pengene så klogt som muligt, siger hun til Viborg Folkeblad. 

Børne- ungdomsudvalget i Viborg Kommune mødes onsdag den 25. oktober. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095