Hoved- og totalentreprenør: Derfor er digitalisering afgørende i byggeriet
Digitalisering er blevet et strategisk ledelsesinstrument til at opnå en positiv bundlinje med høj lønsomhed hos hoved- og totalentreprenøren Dansk Boligbyg A/S. Digitalisering er nemlig vigtig i byggebranchen, både når det gælder om at holde snor i omkostningerne, styre arbejdsprocesserne og samtidig bevare det nødvendige overblik.
- Generelt har vi stort fokus på digitalisering af processer overalt, hvor det giver mening. Det er en afgørende investering, der fuldt ud kommer igen i form af bl.a. effektivisering, bedre overblik og strategisk ledelsesinformation og ikke mindst forbedret risikohåndtering, siger Dansk Boligbygs digitaliseringsansvarlige Bjarke Apollo, i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at de gode erfaringer gennem seks år er baggrunden for, at entreprenørfirmaet har besluttet at forlænge den nuværende aftale med softwarevirksomheden CHISA. Den udløb ellers ved årsskiftet, men kommer nu til at fortsætte i yderligere tre år.
- Vi er utroligt glade for at fortsætte samarbejdet med Dansk Boligbyg. Det er en af vores ældste kunder, og de har været med hele vejen i designet og videreudviklingen af CHISA Project, så systemet imødekommer de høje krav, der er i byggebranchen, siger adm. direktør Claus Navntoft, der tidligere var produktionsdirektør hos totalentreprenøren Gråkjær.
Understøtter digital strategi
Siden 2017 har Dansk Boligbyg anvendt CHISAs projektstyringsværktøj og kommunikationsplatform, der kan trække data fra ERP-system og rumme al kommunikation, aftalesedler, digital underskrift, tidsregistrering mv.
Systemet er udviklet af tidligere entreprenør John Theisen og tager derfor højde for entreprenørernes hverdag. Ifølge adm. direktør Anton Nørgaard fra Dansk Boligbyg er systemet afgørende for at sikre målrettet indsats og revidering af projektøkonomi og forventningsafstemning mellem bygherre og værdikædens aktører.
Dansk Boligbyg A/S
- Dansk Boligbyg A/S opfører og projekterer ungdoms- og kollegieboliger, almene boliger, andelsboliger, ældreboliger, plejeboliger, handicapboliger, hotelbyggeri, skole- og institutionsbyggeri samt private boliger til salg og udlejning. Byggerierne udføres i både hoved- og total-entrepriser.
- I regnskabsåret 2022-23 omsatte virksomheden for 1.524 mio. kr. og havde et resultat på 11,0 mio. kr.
Kilde: Dansk Boligbyg A/S
- Man kan godt styre projekter i Excel, men med mange byggesager og projektledere er det mere fordelagtigt med et ensartet format, der understøtter høj kvalitet i vores arbejdsgange og bidrager til at minimere risici i sags- og økonomistyringen af vores byggesager. Samtidig er det en stor fordel, at vi kan indhente sammenlignelige data på tværs af hele vores sagsportefølje, fremhæver adm. direktør Anton Nørgaard fra Dansk Boligbyg.
C
CHISA A/S
- CHISA A/S er en softwarevirksomhed, der hjælper entreprenører og virksomheder med styring af byggeprojekter ved at holde styr på økonomi, dokumenter, aftalesedler, stadeopgørelser og kommunikation med alle parter.
- I kundekredsen er blandt andre Cento A/S, Combi Byg A/S, Dansk Boligbyg, EMR Murer & Entreprenør A/S, Gefion Group og Øens VVS Entreprise A/S. Jönsson, Adserballe & Knudsen.
- Virksomheden blev kåret som Børsen Gazelle i 2021 og 2022.
- Egenkapitalen udgør 1,8 mio. Vækst og soliditet følges således ad og sikrer kunderne både leverancesikkerhed og løbende optimering af brugeroplevelsen.
- CHISA blev etableret i 2016 af John Theisen, der som tidligere entreprenør kender til de udfordringer, entreprenører og projektchefer har ifm. miskommunikation og manglende gennemsigtighed i byggeprojekter.
Kilde: CHISA A/S
Artiklen er en del af temaet De Digitale Håndværkere.