23948sdkhjf

Overborgmester: - Hvis man vil bygge i København, skal man engagere sig i byen

Byggeri af almene boliger er adgangskortet til at bygge i København, lød det fra  overborgmesteren, ved første spadestik på Boligforeningen 3B’s nye boligafdeling Strandlodssund

Onsdag blev det første spadestik taget til byggeri af 32 almene ungdomsboliger og otte mindre almene familieboliger i Boligforeningen 3B’s nye boligafdeling Strandlodssund på Amager til en anslået entreprisesum på 55 mio. kr. 

Området ligger i Sundbyøster 750 meter fra Amager Strandpark og tæt på grønne arealer som Kløvermarken, Lergravsparken og Amager Fælled.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), benyttede lejligheden til at sætte fokus på behovet for flere almene boligbyggerier i hovedstaden:

- Hvis man vil bygge i København, skal man engagere sig i København. Det gør man ikke mindst ved at bygge alment. I øjeblikket har rigtig mange almene boligselskaber svært ved at realisere deres projekter. Derfor er det også en lille solstrålehistorie, at det lykkes her. Det synes jeg, at både AG Gruppen og 3B fortjener ros for, lød det ifølge en pressemeddelelse fra overborgmesteren.

De almene boliger opføres i et samarbejde mellem bygherren Boligforeningen 3B ved KAB samt AG Gruppen.

Ejendommen er en del af et større byggeri med parkering i kælder, fælles gårdrum og gårdmiljø samt private boliger. Gårdrummet rummer parktræer og får et haveagtigt udtryk med stauder og buske. Mod Strandlodsvej skabes der plads i stueetagen til fællesskaber på tværs af beboere, naboer og bydelen.

- Kvarteret ved Strandlodsvej tegner til at blive et rigtig flot og attraktivt sted at bo. Derfor er jeg glad for, at almene boliger bliver en del af området. Det betyder nemlig, at kvarteret bliver for alle slags mennesker og også dem uden den store pengepung, lød det videre fra Sophie Hæstorp Andersen.

Solen skal skinne på almene boliger

Formanden for Boligforeningen 3B, Iris Gausbo, glæder sig ligeledes over den attraktive placering.

- Det er en stor forløsning, at vi nu endelig kan sætte spaden i jorden til et nyt byggeri i 3B efter både corona og stigende materialepriser. Det handler ikke om, at vi bare gerne vil se antallet af 3B-boliger stige i et Excel-ark. Det er fordi, at de fire vægge i hver 3B-bolig i Strandlodssund er et bidrag i kampen om et mere fair boligmarked i vores hovedstad. Alle har ret til at bo godt uden at blive gemt væk. Solen skal også skinne på almene boliger, udtaler hun i den udsendte pressemeddelelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172