23948sdkhjf

Dette guldæg gør op for hårdt år på savværket

På kort tid skovlede Rold Skov Savværk mange millioner ind, og nu er festen ovre. Andetsteds i forsyningskæden ligger man dog inde med et guldæg

På kun to år tjente Rold Skov Savværk mere end 40 millioner kroner på bunden. Dermed blev der gjort op for adskillige år med underskud for det nordjyske savværk, som er en del af koncernen Lindenborg Gods.

I regnskabet for 2022-23 stoppede pengemaskinen dog brat. Noget nær et rundt nul kunne Aktieselskabet Rold Skov Savværk A/S nemlig præstere - mere præcist et overskud på 160.000 kroner efter skat. 

Det skyldes særligt en hæmmet byggebranche og en række markedskræfter, som har gjort det svært for savværket at tjene penge på sit færdige produkt. Det fortæller Henrik Thorlacius-Ussing, som er administrerende direktør for savværket såvel som moderkoncernen Lindenborg Gods.

- Det overrasker ikke. Vi har haft nogle rigtig gode år, og nu er tingene gået i stå. Der er et overudbud på færdigvarer i Europa, og det gør, at nogle sætter prisen ned - eksempelvis svenskerne, som er markedsledende i Europa. Vi har fået et voldsomt prisfald på vores færdigvarer, hvor prisen er halveret i forhold til, hvor den var på toppen, fortæller han til Wood Supply.

AKTIESELSKABET ROLD SKOV SAVVÆRK
Regnskabsår 2022-23 2021-22 2020-21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 28,8 53,9 59,2
Resultat af primær drift 0,2 24,1 30,1
Resultat før skat 0,2 23,9 29,9
Årets resultat 0,2 18,6 23,3
Balancestatus 102,6 105,8 96,9
Egenkapital 68,1 68,0 49,4
Antal ansatte 59 61 60
Kilde: CVR

Dermed er produktionen også reduceret og tilpasset det svære marked, som man står i.

- Vores råvarepris har ikke ændret sig. Det kunne vi ikke reducere, og det skyldes nogle eksterne forhold som blandt andet en betydelig eksport af råtræ till Kina og situationen i Tyskland, hvor udbuddet er faldet grundet billeangreb for nogle år siden. Derfor ser vi et pres på den del, men er glade for, at vi har hele kæden, lyder det fra direktøren.

Lindenborg Gods har nemlig flere led af forsyningskæden under sig. Her er der alt fra skovdrift over i savværket og i sidste ende et direkte salg til forbrugere gennem Rold Trælasthandel, som står bag XL Byg i Arden.

Boom i egenkapital

Oppe fra helikopteren kan Henrik Thorlacius-Ussing altså se tilbage på et godt år for koncernen, der mestendels gør sig i træ. Egenkapitalen steg nemlig markant - med knap 28 millioner kroner. 

Driften er dog ikke den primære grund til, at egenkapital nåede op over de 300 millioner.

- Vi kan godt lide at se det hele i et sammenhæng. Savværket går ikke så godt, men samlet set ser det godt ud. Vores skov bliver mere værd i sig selv. Skovprodukterne holder en høj pris, og vi har en stor mængde træ til at stå i vores skove, som bliver mere værd, mens det står, siger direktøren og tilføjer:

A/S LINDENBORG GODS
Regnskabsår 2022-23 2021-22 2020-21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 61,8 6,2 90,5
Resultat af primær drift 10,4 -1,8 40,0
Resultat før skat 8,7 23,8 39,0
Årets resultat 6,7 24,7 30,5
Balancestatus 448,1 375,6 412,4
Egenkapital 317,4 289,6 261,0
Antal ansatte 97 12 93
Kilde: CVR

- Det er kun er seks-syv millioner, der kommer fra driften. Resten er en værdistigning på træet ude i skoven.

Netop skovbruget er en del af forsyningskæden, som står særdeles attraktivt for tiden - og viser et markant potentiale for fremtiden.

- Skovbruget kører godt. Særligt vores størrelse gør, at vi kan gøre det meget rationelt. Der er gode priser på træ fra skovene på tværs af alle produkterne - fra opskæring over til flis til varmeværker, siger Henrik Thorlacius-Ussing.

Han mener desuden, at træ på sigt bliver et mere og mere attraktivt materiale. Derfor ser fremtiden lys ud for koncernen, der breder sig i træets forsyningskæde.

- Det er et miljørigtigt produkt at bruge i eksempelvis byggeriet, hvor det kan erstatte mere miljøtunge produkter som beton eller stål. Alt tyder på, at træ får en opblomstring inden for byggeriet specielt. Der kommer også nye anvendelsesmuligheder inden for træ. Især svenskerne forsker meget i den del.

Rold Skov Savværk

Rold Skov Savværk ejes af Lindenborg Gods og består af to savværksenheder i henholdsvis Sabro og Arden

Savværkerne arbejder udelukkende med nåletræ, hvoraf en mindre del kommer fra Lindenborg Gods' egen skovdrift

Savværkerne producerer en lang række færdigvarer inden for konstruktionstræ, beklædningstræ, emballage m.v.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Savværker
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.394