23948sdkhjf

Udskældt tømrermester tager bladet fra munden: – Jeg føler, at jeg blev hængt ud som et monster

En sprængt postkasse og hadbeskeder til familien er blandt de konsekvenser, der har ramt en udskældt tømrermester fra Holstebro, efter han kom i mediernes søgelys

Det har ikke skortet på ukvemsord og hadbeskeder, siden Jesper Vith Nielsen i januar blev landskendt som tømrermesteren, der ikke længere vil ansætte kvinder.

Det fortæller både den udskældte tømrermester og hans kæreste nu i et interview med Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Jesper Vith Nilsens navn kom på manges læber, da Fagbladet 3F i januar bragte flere artikler om den sag, hans virksomhed Holstebro Tømrer og Bygningssnedker i efteråret tabte i Tvistighedsnævnet. Her blev den tidligere lærling ”Sofie” tilkendt 25.000 kr. i godtgørelse for at være blevet udsat for verbal chikane, herunder seksuel chikane, samt 40.000 i godtgørelse for, at virksomheden havde væsentligt misligeholdt uddannelsesaftalen.

Og selvom Jesper Vith Nielsen over for fagbladet understregede, at ingen i virksomheden ville den unge lærling det ondt, blev han ligeledes citeret for at være ”ligeglad med” nævnets kendelse.

– Det, vi har fået ud af det her, det er, at vi aldrig skal have en pige som lærling igen, fordi det kan ikke lade sig gøre i den her branche, lød den kommentar fra tømrermesteren, der siden blev genstand for stor opmærksomhed og forargelse.

Kunne aldrig drømme om at tale grimt

Over for Dagbladet Ringkøbing Skjern slår Jesper Vith Nielsen nu fast, at han ikke er ligeglad med kendelsen, og at der er hans ansvar at sikre et chikanefrit miljø. Derfor accepterer han dommen. Hvad han har sværere ved at acceptere, er det billede, landets medier har tegnet af ham og hans virksomhed i kølvandet på sagen.

– Jeg føler, at jeg blev hængt ud som et monster. Sådan er jeg slet ikke. Jeg kunne aldrig selv drømme om at snakke ned til eller grimt til folk, og jeg har også forældre, som ringer og takker mig - blandt andet har jeg taget en dreng ind med mange diagnoser, som aldrig har kunnet være andre steder. Men de historier kommer bare aldrig ud, siger Jesper Vith Nielsen til avisen.

Han fortæller, hvordan hadbeskederne er væltet ind på sociale medier, og ikke alene på virksomhedens og hans private profiler; også både hans kæreste og hans børn har modtaget Messenger-beskeder og SMS’er, ligesom postkassen ved deres private hjem er blevet sprængt i luften.

Alt sammen på baggrund af en udtalelse, der ifølge Jesper Vith Nielsen er taget ud af kontekst og ”pustet op”. Således kan tømrermesteren ikke genkende at skulle have sagt, han aldrig igen vil ansætte en kvindelig lærling, men mener dog at det kan blive ”svært med kvinder i faget”, hvis der er forskel på, hvad man må sige til en mand og en kvinde ude på byggepladsen.

At Jesper Vith Nielsen i artiklen skulle være fejlciteret, afviser Rikke Faurfelt, redaktionschef på Fagbladet 3F:

”Vi har beskrevet sagen på baggrund af oplysningerne i Tvistighedsnævnet. På Fagbladet 3F gør vi os altid umage med at give vores kilder plads til genmæle. I det her tilfælde har vi lavet en særskilt artikel, hvor Jesper Vith Nielsen fremsætter sine synspunkter. Her er han refereret korrekt og loyalt om de påstande, der bliver fremsat, ligesom vi har angivet, når Jesper Vith Nielsen er uenig i de påstande som "Sofie" fremsætter,” skriver Rikke Faurfelt til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156