23948sdkhjf

Byggebranchens små og mellemstore halter efter på innovation

Næsten halvdelen af byggeriets små og mellemstore virksomheder ser ikke umiddelbart gevinster ved innovation

Der skal mere tempo på bygge- og anlægsbranchens SMV’er, når vi taler innovation, digitalisering og bæredygtighed. Sådan lyder det samstemmigt fra Industriens Fond, Realdania og ConTech Lab, der står bag en ny analyse.

Analysen viser nemlig, at 40 pct. af branchens SMV’er ikke har planer om at blive mere innovative, mens 35 pct. ikke anser gevinsten ved digitalisering som nævneværdig.

Den manglende interesse for at innovere skyldes primært mangel på ressourcer, eller at arbejdet ikke anses som relevant, og det skal der laves om på, siger Ole Berard, der er digitaliseringschef i ConTech Lab.

– De konkrete gevinster ved at innovere forretningen, skal være tydeligere. Med digitalisering kan man frigive tid og ressourcer til andre opgaver, og foruden de interne gevinster for den enkelte virksomhed, kommer digitalisering også branchen som helhed til gode, udtaler han i en pressemeddelelse.

– Hvis vi arbejder struktureret og ensartet med data og digitale værktøjer på tværs af byggeriets værdikæde, kan vi opbygge et effektivt samarbejde med færre fejl og mere gennemsigtighed, og derigennem trykke speederen i bund på både produktivitet og bæredygtighed, lyder det videre.

Bæredygtighed fylder fortsat lidt

Analysen peger også på en række potentialer for at accelerere den grønne og digitale omstilling samt gøre de mindre håndværksvirksomheder fremtidsparate. Det stigende fokus på at nedbringe byggeriets klimaaftryk samt de stigende lovkrav betyder, at bæredygtighedsrapportering bliver virkelighed for alle aktører i byggebranchen.

– Derfor er det ikke godt nok, når 57 pct. af de små håndværksvirksomheder næsten eller slet ikke arbejder med bæredygtighed, lyder dommen fra Ole Berard.

ConTech Lab arbejder blandt andet med at klæde de udførende håndværkere på til en mere bæredygtig fremtid gennem udvikling af fælles digitale værktøjer, der for eksempel kan hjælpe med at minimere ressourceforbruget på byggepladsen samt lette arbejdet med byggeprojekter, der skal bæredygtighedscertificeres. Dertil er der en fortsat en stor opgave i at skalere de digitale værktøjer på tværs af byggebranchen.

– For de små håndværksvirksomheder vil der være en stor konkurrencefordel i at være først her. For bæredygtighed bliver et afgørende konkurrenceparameter fremadrettet – også i bygge- og anlægsbranchen. I det omstillingsarbejde spiller digitalisering og brug af ny teknologi en afgørende rolle. Her skal vi tydeligvis få flere virksomheder til at få øjnene op for den dobbelte omstillingsproces, siger Charlotte Kjeldsen Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond.

Stort behov for hjælp

Tallene i analysen indikerer dog også, at mange SMV’er kan komme med på digitaliseringsbølgen, hvis den rigtige rådgivning stilles til rådighed. Således ønsker hele 62 pct. af SMV-segmentet sig hjælp og rådgivning udi innovation, hvilket glæder Lennie Clausen, programchef i Realdania.

– Det er positivt, at de små og mellemstore virksomheder, som ikke allerede arbejder med digitalisering og innovation, beder om hjælp. ConTech Lab er allerede begyndt at arbejde målrettet med at udvikle og udbrede den rigtige rådgivning til dette segment. Tallene viser os, at vi skal skalere dette arbejde endnu mere i de næste år, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.893