23948sdkhjf

Vi mener: Dinosaurer dør, mester

Dette er en leder fra avisen Mester Tidende, der udkommer mandag d. 11. marts.

Du har allerede bemærket det, har du ikke? Nye vinde blæser, og den tid, da landets håndværkere kunne lukke døren til skurvognen og i fred for den politiske korrekthed hænge nøgne damer op på væggen, er ved at være forbi.

Mens nogle af branchens virksomheder melder klar til en ny virkelighed, hvor vi taler pænere til hinanden, og hverdagens sjove indslag ikke sker på de svagestes bekostning, lader andre dog til at have barrikaderet skurvognsdøren i håbet om, at de nye krav til opførsel og omgangstone lige så stille driver over.

Som en slags branchens dinosaurer, der krampagtigt holder fast i alle dele af den traditionelle håndværkskultur og er fløjtende ligeglade med alle dem, der ikke passer ind i den efterhånden noget bedagede skabelon.

Men jeg er ked af at sige det, mester – dinosaurer dør. Og når forandringens vinde blæser, kan man som bekendt bygge enten læhegn eller vindmøller.

Et eksempel på det første så vi for nylig i Vestjylland, hvor en tømrermester efter en tabt chikanesag konstaterede, at det nu var slut med kvindelige lærlinge i virksomheden. Om han havde fået bygget læhegnet højt nok til at skærme for den shitstorm, der efterfølgende rejste sig, er dog tvivlsomt, og det viser med al tydelighed, at branchen ikke længere kan nøjes med at forholde sig til de fysiske aspekter af det gode arbejdsmiljø.

Traditioner eller ej er også byggeriets virksomheder en del af det omgivende samfund, og skal vi sikre, at branchen også fremover kan få del i de dygtige hænder, skal vi huske, at hovederne også skal trives.

Derfor er det positivt, når en ny overenskomst mellem Dansk Håndværk og 3F rykker MUS ind i skurvognen, når branchens minoriteter tør råbe op og kræve forandring, og når virksomheder på eget initiativ sætter trivsel og den mentale sundhed på dagsordenen.

Og den gode nyhed er, at du sagtens kan løfte den nye opgave. For byggeriets virksomheder har altid rummet dem, der stak ud, og som måske i dag ville være vokset op med en bogstavdiagnose, og det er den rummelighed, der skal i spil, når de nye håndværkere ikke længere passer ind i de gamle skabeloner.

Heldigvis risikerer du ikke at miste noget ved at give plads til nye profiler og perspektiver. Tværtimod kan du blive både klogere og bedre til at drive virksomhed. Og det lyder trods alt sjovere end at læne sig tilbage og vente på Big Bang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078