23948sdkhjf

Har uddelt tusindvis af kroner til talenterne

Bygma har for første gang belønnet landets største handelstalenter med legater for næsten 300.000 kroner

Der var både store smil og store navne på scenen, da Bygma for første gang kunne uddele byggecenterkædens nystiftede talentlegat til 24 af landets handelselever.

Det oplyser byggecenterkæden i en pressemeddelelse.

I alt blev 288.000 kr. uddelt onsdag, hvor vært Tina Müller styrede løjerne i Bygma København. På scenen bød hun blandt andre velkommen til Poul Nyrup, der roste den familieejede byggecenterkædes initiativer.

- Når man taler om mangel på lære- og praktikpladser, så er det ikke Bygma, man skal tænke på. Jeg synes, at Bygma er et fyrtårn, når det kommer til dette vigtige emne. De bliver mere og mere dem, man lytter til, når det kommer til at vende den kedelige udvikling, lød det fra den tidligere statsminister, der fortsatte:

- Når vi tænker os godt om, så når vi frem til, at dette land hviler på handel og faglig uddannelse. Det har været en af drivkræfterne i udvikling af velfærd igennem danmarkshistorien. Vinderne af Bygma Talentlegat kan i høj grad se sig selv som rollemodeller samt et billede på, at dygtighed bliver værdsat.

En del af større indsats

Bygmas talentlegat er en del af en større indsats, som HR-direktør Anette Sondrup i februar satte ord på i Mester Tidende. Her fortalte hun, hvordan 20 af i alt 60 potentielle lærepladser i fjor stod ubesatte hos Bygma, og hos byggecenterkæden bilder man sig ikke ind, at udfordringerne med rekruttering forsvinder hen over natten.

Men hvis man kan puste til en positiv udvikling og en større opmærksomhed hen mod en branche i udvikling, så bliver der taget et stort skridt, lyder det blandt andet fra administrerende direktør i Bygma A/S, Klaus Hadsbjerg.

- Som virksomhed har vi et ansvar for, at rekrutteringen til branchen lykkes. Vi kan ikke sidde på hænderne og forvente, at tingene dumper ned til os fra himlen, siger han og fortsætter:

- Derfor er ansvaret vores drivkraft for at tiltrække flere unge mennesker mod vores branche. Ved at hylde dem der er særligt dygtige, håber vi på, at handelsbranchen kan blive attraktiv – for det er ikke nogen tvivl om, at den er.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125