23948sdkhjf

To ting topper - stadig - boligejeres ønskeliste

Hverken trusler fra klimaforandringer eller utilregnelige energipriser har rykket stort ved danskernes ønsker til boligforbedringer

Ønskelisten kan være lang, når boligen står foran fornyelse, men topscorerne er stadigvæk nye køkkener og badeværelser.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden Estate, der via analysebureauet Epinion har foretaget en ny befolkningsundersøgelse.

Således vil knap 40 pct. prioritere enten et nyt køkken eller bad i boligen, mens ny varmekilde, klimavenlige tiltag og nye vinduer kommer længere nede på listen.

Ifølge Estate, som har foretaget den slags undersøgelser tidligere, sker der ikke de store forskydninger over tid i forhold til, hvad der prioriteres højest i boligen.

- De fleste har nok erfaret, at vi står midt i en klimakrise, hvor vi med jævne mellemrum oplever storme og oversvømmelser, som kan være udfordrende for vores boliger, men det er alligevel de nære og konkrete ting som køkkener og badeværelser, der lader til at vinde, når der skal investeres i boligen, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Ser gradvis udvikling

Han er overrasket over, at der ikke er flere, som overvejer at investere i klimavenlige tiltag, som både kan nedbringe emissionerne og beskytte boligen mod vejrfænomenerne.

- Man kan godt undre sig over, at ikke flere er blevet påvirket af alle historierne om især oversvømmelser, som har fyldt meget i medierne de seneste måneder. Men vi bruger forholdsmæssigt meget tid i vores køkkener og badeværelser, så det er klart, at disse rum stadig er voldsomt populære at opgradere, siger Thomas Hovgaard.

Set fra et salgssynspunkt er et nyt køkken eller badeværelse ifølge mæglerkæden også det mest fornuftige, selvom der fra boligkøberne er begyndt at komme flere spørgsmål til især varmekilde, isoleringsmængder og boligens energiforbrug.

- Køkkener og badeværelser er boligens dyreste rum at istandsætte, så er der sat flueben ved disse rum, når boligen skal sælges, er det alt andet lige en kæmpe fordel. Men i forhold til for kun få år siden oplever vi faktisk flere, der er optaget af, hvordan boligen opvarmes og om boligen i det hele taget er bæredygtig, så mon ikke udviklingen gradvist begynder at vende, siger Thomas Hovgaard.

I boksen nedenfor kan du finde alle boligejernes ønsker.

Hvis du skulle forbedre noget i din nuværende bolig, hvad skulle det så være?

Nyt køkken

21%

Nyt bad

17%

Nye gulve

15%

Opgradering af varmeinstallation

13%

Gøre boligen mere klimavenlig

11%

Udskiftning af vinduer

16%

Bygge til

4%

Har ikke ønske om forbedringer

22%

Andet, noter venligst

13%

Ved ikke

11%


Epinion for Estate

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096