Fra tipoldefar til tipoldebarn – fjerde og femte generation er kolleger hos spærproducent
Slægt skal følge slægters gang, som vi synger til jul. Og hos Palsgaard Spær i Hampen er det lige nøjagtigt, hvad de indtil videre har gjort. I hvert fald når det gælder Pia Kristensens slægt, der nu i fem generationer har været beskæftiget hos den midtjyske spærproducent.
Selv har hun som fjerde generation fejret sit 40-års jubilæum for to år siden, og det glæder hende, at hendes søn som det femte generationsled også er ansat i Palsgaard Spær.
- Min families historie med Palsgaard Spær går helt tilbage til min oldefar, der var formand på det gamle savværk fra omkring 1915 og frem til 1932. Siden da har både min morfar og far arbejdet her. Min morfar var ansat i hele 60 år og var ved Dronningen for at få 50 års fortjenstmedaljen, fortæller Pia Kristensen i en pressemeddelelse.
Selv startede hun i virksomheden i 1982 som kontorelev og har i dag titel af sagsbehandler.
- I dag arbejder jeg med tegning af spær efter at have været rundt i det meste af virksomheden og prøvet flere arbejdsområder af, fortæller Pia Kristensen og fortsætter:
- Nu er min søn, som det femte generationsled, også startet i virksomheden, hvor han uddanner sig som automattekniker og beskæftiger sig med virksomhedens teknik og robotanlæg. Selvom vi ikke sidder det samme sted i virksomheden, så er det sjovt at have et familiemedlem på arbejdspladsen igen, for tidligere har min mand også arbejdet her, og min datter var piccoline i en periode.
Strategi med fokus på medarbejderne
Pia Kristensen anser ikke overraskende Palsgaard Spær som en god arbejdsplads med mange muligheder, og hun tror da heller ikke, at fem generationer af familien havde fundet vej til virksomheden, hvis der ikke havde været positive historier at fortælle derhjemme.
- Palsgaard Spær har altid svævet i luften som en mulighed, når man bor i en lille by som Hampen. Men når det så er sagt, så har vi i min familie jo kun anbefalet stedet til hinanden, fordi vi har været glade for at arbejde her, siger hun og fortsætter:
- Da jeg i 2021 fik en blodprop i hjertet, oplevede jeg, hvordan ledelsen støttede op om de ansatte, og jeg fik flere muligheder for hjemmearbejde og flekstid. Så længe man kan bevise, at man er loyal, stabil og en god medarbejder, så får man masser af frihed under ansvar, siger Pia Kristensen.
Ifølge Tobias Smith, der er administrerende direktør i Palsgaard Spær, er en fortælling som Pia Kristensens families ikke noget, som virksomheden er kommet sovende til. For der er stor fokus på at skabe en rummelig arbejdsplads, hvor medarbejderne føler ejerskab.
- Medarbejderne i Palsgaard Spær er generelt ansat i virksomheden i mange år, og vi har en høj anciennitet inden for alle fagområder. I produktionen er der faktisk på tværs af vores afdelinger i hele Danmark mindst en anciennitet på ti år med undtagelse af produktionen i Slagelse, som vi åbnede for fem år siden, siger Tobias Smith.
Ifølge direktøren har virksomheden også set mange eksempler på medarbejdere, der i en periode har fundet arbejde andetsteds for derefter at vende tilbage til Hampen.
- Selv var jeg i en anden virksomhed i nogle år for knap 20 år siden, og så blev jeg spurgt: ”kommer du ikke hjem igen?” Det gjorde jeg, og det er meget kendetegnende for Palsgaard Spær, at vi føler os som én stor familie. Men det er også en vigtig del af vores virksomhedsstrategi, at vi skal være en attraktiv arbejdsplads med plads til faglig og personlig udvikling, for uden medarbejderne er der ikke noget Palsgaard Spær. Det må man sige, at Pias familie er et udmærket eksempel på, at det er lykkedes gennem mere end 100 år.
Spørger man Pia Kristensen, om der er en 6. generation på vej, er hun ikke helt afvisende:
- Mine børnebørn er kun to og fire år gamle, så de er ikke klar til at komme på arbejdsmarkedet endnu, men det er aldrig til at vide, om de følger i familiens fodspor og får ansættelse i Palsgaard Spær, lyder det.