23948sdkhjf

Inviterer murere til snak om de vanskelige vådrum

Over de kommende måneder inviterer Kolding-baserede Alfix landets murere til samtale om de vanskelige vådrum

Siden 2018 har den familieejede Kolding virksomhed Alfix gjort en ekstra indsats for at styrke murerfaget og give plads til erfaringsudveksling. Med ambitionen om at nørde fagviden og give murerne mere ekspertise søsatte Alfix med teknisk projektleder Mikael Brockenhuss Noe i spidsen, netværket Pro Club, som hvert år turnerer rundt i landet. Det sker også i år, hvor temaet er vådrum og de svigt, der typisk identificeres her.

Syn- og skønsmand Palle Larsen, der er indehaver af PSL Rådgivende Ingeniørfirma ApS, deltager på forårets Pro Club, hvor han vil fortælle om skønsmandens syn på skader, hyppige fejl, dårlige systemer og konflikter. Der vil være fokus på praktiske eksempler, typiske sager såvel som årsager.

- Min baggrund og mine mange års erfaringer giver mig forudsætningerne for at tale om vådrum og de problemer, der kan opstå ved renovering eller udførelse af nye badeværelser. Som skønsmand ser jeg mange svigt, og da jeg var tømrer, lavede jeg også selv svigt. Det var uvidenhed, og den skal vi prøve at komme til livs. Derfor har jeg sagt ja til at deltage i Alfix’ Pro Club, fortæller Palle Larsen i en pressemeddelelse og uddyber:

- Det er afgørende for murerfaget at blive opdateret både på materialer og teknikker. Alfix’ engagement i at uddanne og støtte murerne er en værdifuld ressource for branchen som helhed.

Palle Larsen er uddannet tømrer og diplomingeniør og har mange års erfaring som byggeteknisk konsulent i en byggeskadefond. Derudover underviser han blandt andet ved SBi’s vådrumskurser.

Et fortroligt rum

Ifølge Alfix er det ofte banale fejl og teknikker, såsom at prime ordentligt og påføre vandtætning og tilbehørsdele i den rigtige rækkefølge, som giver skader, og det vil Palle Larsen og Mikael Brockenhuss Noe blandt andet komme ind på. Det gør de, fordi det kan være svært at tage snakken på byggepladsen eller i skurvognen, lyder det i pressemeddelelsen.

Mikael Brockenhuss Noe, der selv er uddannet murer, efterfølgende bygningskonstruktør, har været hos Alfix i mere end ti år. Ikke desto mindre oplever han stadig, at der er områder, hvor han kommer til kort.

- Jeg ved ikke alt om alt inden for murerfaget – det er der ingen, der gør, men vi har alle erfaringer og viden, som vi kan dele og diskutere. Det er netop tanken bag Pro Club’en. Det er et fortroligt rum, hvor vi i fællesskab kan spille hinanden bedre, forklarer Mikael Noe og fortsætter:

- Når jeg viser mine blinde vinkler på et område, så plejer det at have en afsmittende effekt på deltagerne. De tør åbne op og fortælle om det de, finder udfordrende – så giver det pludselig mening at mødes på denne måde.

Pro Club afholdes udvalgte dage fra den 7. marts til den 17. april på forskellige lokationer rundt om i landet. Læs mere på Alfix’ hjemmeside, hvor tilmelding også er mulig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079