23948sdkhjf

Godt eternit-nyt: Levetiden kan forlænges 30 år

Levetiden på eternittage kan forlænges markant med simpelt greb, viser ny analyse

I årevis har Tagmalerforeningen i DI Byggeri anbefalet at vedligeholde tage for at sikre en længere levetid. Nu viser ny rapport, at maling er vejen frem.

Teknologisk Institut har testet eternitbølgeplader med og uden beskyttende malingslag og konklusionen er klar. Fugt kan trænge ind i pladerne uden maling, og det skaber sammen med frost-tø påvirkning revner i pladerne og et nedbrudt tag. Eternittage der med maling holdes ved lige, kan således holde i op til 30 år længere.

Med den seneste undersøgelse og rapporten ”Analyse af eternitbølgeplader - tilstandsvurdering ved tyndslibsanalyse” bekræfter Teknologisk Institut dermed, at der er en klar sammenhæng imellem holdbarheden på taget og maling af taget.

- Vi ser rapporten som en fagligt gennembrud. Den understøtter det, som fagfolk har vidst i mange år, nemlig at malede og vedligeholdte tage holder længere. Vi ved, at udskiftning af et tag er bekosteligt og ofte noget, som husejerne ønsker at udskyde så lang tid som muligt. Rapporten giver belæg for, at det kan betale sig for husejere at få eftergået og malet deres tag, da det typisk kun koster ca. 15 pct. af, hvad udskiftning af et tag koster, udtaler Søren Cajus, konsulent i Tagmalerforeningen i DI Byggeri, i en pressemeddelelse.

Med den nye undersøgelse er der ligeledes store bæredygtighedsgevinster, lyder det fra Tagmalerforeningen. Affald fra de gamle tage udgør nemlig en væsentlig miljøbelastning, og samfundet kan spares for store mængder affald med den længere levetid på taget.

Tagmalerforeningen har igennem et projektsamarbejde med ekstern bygningsrådgiver, Jørgen Staal Pedersen opsamlet erfaringer fra medlemmerne igennem de seneste 40 år i forhold til at vedligeholde tage. Erfaringerne er samlet i et erfaringsblad der blandt andet viser den længere levetid på tagene. Erfaringsbladet kan hentes på DI Byggeri Tagmalerforeningens hjemmeside.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13