23948sdkhjf

Nordjyder skal huse DM

DM i Skills rykker til Nordjylland i 2026

Det bliver Hjørring, der i 2026 skal danne ramme om det årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Det oplyser SkillsDenmark og kommunen i en pressemeddelelse.

- DM i Skills skal være for hele landet, og vi har en klar målsætning om at komme rundt i alle regioner og også meget gerne udenfor de større byer. Samtidig har Hjørring god erfaring med store events fra Dana Cup, og derfor er vi utroligt glade for at Hjørring har valgt at ansøge om at blive værtsby for DM i Skills. og vi glæder os til at arbejde sammen om at skabe et fantastisk event i 2026, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

I Hjørring Kommune er der stor glæde over det kommende værtskab, der betragtes som en enestående mulighed for at promovere erhvervsuddannelserne og inspirere og motivere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

- Det er fantastisk, at vi får DM i Skills til Hjørring. Erhvervsuddannelserne spiller en afgørende rolle, når vi skal sikre regionen en veluddannet og kompetent arbejdsstyrke i fremtiden. Med DM i Skills får vi en unik mulighed for at sætte fokus på de mange karrieremuligheder uddannelserne åbner for, lyder det fra borgmester Søren Smalbro.

Ny region trumfede Randers

DM i Skills forventes at blive besøgt af mindst 50.000 i løbet af de tre udstillingsdage. Arrangementet kommer til at foregå i området omkring Park Vendia i Hjørring over fire dage i april 2026. Ud over de eksisterende haller, etableres der en teltby på 20-25.000 m2 i området.

I ansøgningsprocessen klarlægger SkillsDenmark i samarbejde med den mulige værtsby logistik, infrastruktur, eventafholdelse og regional opbakning og her var både Hjørring og Randers stærke bud. Til sidst blev det SkillsDenmarks politiske ambition om at flytte mellem regioner og samtidig besøge de mindre tæt befolkede områder, der blev udslagsgivende.

- Vi glæder os til at flytte DM i Skills nord for Limfjorden for første gang, og Hjørring har allerede imponerende ambitioner for, hvordan de bruger DM i Skills til at sætte erhvervsuddannelser på dagsordenen i hele regionen – også i perioden frem til 2026. Det er fantastisk, at vi har haft to så gode og stærke kandidater til at blive værtsby og vi håber meget på at holde dialogen med Randers med henblik på et fremtidigt samarbejde, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109