23948sdkhjf

Se videoen: Bro kollapser i USA efter påsejling

Francis Scott Key Bridge i Baltimore kollapser, efter at fragtskib har påsejlet broen. Uvist om der er omkomne

En motorvejsbro i den amerikanske storby Baltimore i delstaten Maryland er natten til tirsdag lokal tid kollapset, efter at et fragtskib har påsejlet broen.

Det skriver Fox News Baltimore og en række andre medier.

Det er uvist, om der er omkomne.

Men brandvæsnet i byen oplyser til det svenske nyhedsbureau TT, at cirka syv personer og formentlig flere køretøjer er faldet i vandet.

- Dette er en alvorlig nødsituation, siger Kevin Cartwright, der er talsmand for brandvæsnet i Baltimore, til TT.

Flere brugere har offentliggjort videoer på det sociale medie X, hvor man kan se, at Francis Scott Key Bridge styrter sammen over Patapsco River.

Kystvagten i Baltimore bekræfter ulykken over for The New York Times.

Ifølge kystvagten er det fragtskibet "Dali", der sejler under Singapores flag, der har påsejlet broen i den amerikanske storby.

Skibet var på vej ud af havnen i Baltimore og skulle til Colombo i Sri Lanka, da det påsejlede Francis Scott Key Bridge, viser data fra hjemmesiden VesselFinder, der overvåger den globale skibstrafik.

Ifølge VesselFinder er "Dali" 300 meter langt og 48 meter bredt.

Det norske medie VG har talt med politiet i Baltimore. Efterforsker Niki Fennoy oplyser til VG, at politiet modtog en anmeldelse klokken 01.35 - klokken 06.35 dansk tid - om et delvist brokollaps.

Politiet oplyser ligesom kystvagten og brandvæsnet, at flere broarbejdere muligvis er faldt i vandet.

Klokken 07 dansk tid skrev trafikmyndighederne i Maryland (MDTA) på X, at alle vejbaner på broen var spærret for trafik.

Francis Scott Key Bridge er cirka 2,6 kilometer lang.

Broen er opkaldt efter Francis Scott Key, der skrev den amerikanske nationalmelodi, "The Star-Spangled Banner". Broen er konstrueret i stål og stod færdig i 1977.

Den er en del af motorvej 695, og der er fire spor på broen.

Baltimore ligger nordøst for USA's forbundshovedstad, Washington D.C.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.887