23948sdkhjf

Årsag til brand på Børsen er endnu uvis

Hovedstadens Beredskab ved tirsdag morgen endnu ikke, hvad der startede brand i Børsen

Det er tirsdag morgen ved nitiden endnu uklart, hvad der har forårsaget branden i Børsen i København.

Det siger beredskabsdirektør i Hovedstadens Beredskab Jakob Vedsted Andersen til flere medier.

- Det er en meget, meget omfattende brand, som vi kæmper med, og som vi kommer til at kæmpe med i lang tid, siger han til blandt andre TV 2 News og DR.

- Det er en gammel bygning, der er en masse trækonstruktioner, og vi har et kobbertag, der holder på varmen, så det er en meget, meget omfattende indsats, der kommer til at pågå det meste af dagen i dag.

Brandvæsenet fik den første anmeldelse om branden tirsdag morgen klokken 07.36.

På grund af branden er vejene omkring Børsen blevet spærret, og den stillestående morgentrafik i det indre København giver udfordringer i forbindelse med brandslukningen.

- Vi vil rigtig gerne have folk væk fra området - også rent trafikalt - fordi vi har meget svært ved at komme igennem trafikken med de ressourcer, vi har behov for, siger Jakob Vedsted Andersen.

Stillads besværliggør slukningen

Børsen er for tiden pakket ind i stillads som følge af en renovering, og det besværliggør brandslukninger.

- Stilladset er jo en del af den byggeplads, der har været, og det må vi arbejde uden omkring, og det gør selvfølgelig indsatsen noget sværere, end hvis det ikke havde været der.

- Derudover ligger kobbertaget som et låg ovenpå bygningen, så det skal vi igennem, eller også skal vi komme indefra for at slukke branden. Kobbertaget er flot at se på, men brandmæssigt holder det rigtig meget på varmen, siger Jakob Vedsted Andersen.

Politiinspektør ved Københavns Politi Tommy Laursen siger, at politiet holder nøje øje med røgsøjlen fra branden.

- Man skal altid passe på, når det brænder. Der er lidt vind, så der er mange ting, der svæver, og vi er i gang med at evakuere nogle andre bygninger, siger Laursen.

- Røg kan være giftigt, men som det ser ud nu, så driver røgsøjlen ikke ind over byen, men ud over havnen.

Hovedstadens Beredskab får i slukningsarbejdet hjælp fra Beredskab Øst, der på det sociale medie X skriver, at man har afsendt enheder fra flere brandstationer til hovedstaden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093