23948sdkhjf

De sidste gløder i Børsen-bygning forventes slukket onsdag aften

I alt 50 personer arbejder natten igennem på at få branden endeligt slukket i børsbygningen i København

Arbejdet med at slukke flammerne på den gamle børsbygning i København, forventes først afsluttet onsdag aften.

Det siger Frank Trier Mikkelsen, der er pressetalsperson i Hovedstadens Beredskab.

- Det er et langsommeligt stykke arbejde, der tager tid. Det er helt almindeligt, når vi taler større bygninger som denne her.

- Så vores prognose er lige nu, at ilden er 100 procent slukket i morgen aften, siger han ved 23-tiden tirsdag til Ritzau.

Børssalen udbrændt

Det særlige ved slukningen af Børsen-bygningen er, at beredskabet er meget forsigtige for at beskytte det, der er tilbage. Derfor kan det godt tage lang tid at slukke ilden.

- Vi gør meget for at bevare ydermurene fra Børssalen, så der ikke er noget, der styrter sammen. Der har været nogle benspænd med en skorsten derinde, som stod frit og kunne vælte ned i ydermurene. Det var et kirurgisk indgreb, at fjerne den, siger han.

Det er kun ydermurene, der står tilbage i den del af Børsen, der brød i brand tirsdag morgen.

Børssalen, der er en af de centrale dele af børsbygningen i Indre By i København, er helt udbrændt. Bygningen er 400 år gammel og blev ligesom Rundetårn og Rosenborg Slot opført af Christian IV.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

- Indimellem, når der bliver fjernet lidt, så flytter noget sig, og så er der lommer, hvor gløderne har ulmet, som blusser op igen, siger Frank Trier Mikkelsen.

- Det er en leg med ilden, der kan stå på i rigtig lang tid, siger han.

Næste skridt

Han fortæller, at det er umuligt at vurdere bygningen endeligt slukket, før ildlommerne er fjernet indefra. Det får brandfolkene hjælp fra entreprenører til.

- Vi er cirka 50 personer, der arbejder natten igennem og bliver udskiftet løbende, siger Frank Trier Mikkelsen.

De 50 personer kommer hovedsageligt fra Hovedstadens Beredskab, der også får støtte fra frivillige, Beredskabsstyrelsen og forskellige entreprenører.

Næste skridt bliver at få sat op mod 40 containere op, der skal stabilisere ydermurerne. Containerne vil blive fyldt med cementblokke, så de har en stor tyngde og dermed ikke kan rykkes.

Derefter skal murbrokkerne i bunden af den udbrændte bygning fjernes. Man håber, at branden herefter vil være nemmere at slukke.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094