23948sdkhjf

Beredskab overlader Børsen-bygning til politi og håndværkere

Der vil stadig være brandvagter ved Børsen, men ellers er Hovedstadens Beredskab færdig med sit arbejde

Hovedstadens Beredskab er ved at være færdig med sit arbejde omkring Børsen.

Det fortæller beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen på en kort pressebriefing mandag morgen.

Og derfor kan politiet nu også begynde at komme ind i den udbrændte del af bygningen.

- Politiet har haft lidt svært ved at komme ind i bygningen, før vi har fået stabiliseret den. Nu er vi ved at være på et stadie, hvor politiet godt kan komme ind og kigge på nogle ting, siger Jakob Vedsted Andersen.

Han siger videre, at der stadig ikke er "noget nyt" i forhold til en mulig brandårsag.

Men politiet har allerede været "lidt på stedet" og på pladsen omkring Børsen-bygningen, lyder det også.

Fra skadested til byggeplads

Mandag morgen overlader Hovedstadens Beredskab pladsen til entreprenører.

- For vores vedkommende består arbejdet lige nu i, at vi begynder så småt at pakke sammen.

- Vi bevarer vores brandvagter, og så tager entreprenørerne over, så snart det bliver lyst, siger Jakob Vedsted Andersen.

Entreprenørerne skal fortsætte arbejdet med at fjerne stilladset omkring Børsen-bygning.

- Vi går fra det, vi kalder et skadested til en byggeplads. Dermed overdrager vi området til Dansk Erhverv og deres rådgivere, siger beredskabsdirektøren.

Den over 400 år gamle Børsen gik i brand 16. april. Over halvdelen af bygningen er brændt ned heriblandt det ikoniske dragespir på toppen.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden.

Børsen er ejet af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der havde hovedkvarter i bygningen i det indre København. Direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen har flere gange siden branden slået fast, at bygningen skal genopbygges uanset hvad.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.566