23948sdkhjf

Nybygget byggemarked søger medejere

Til maj får Børkop byens første byggemarked, og private investorer kan komme med på holdet

Når Jem & Fix 19. maj holder åbningsfest i Børkop mellem Vejle og Fredericia, kan private investorer blive medejere af byens første – og nyopførte – byggemarked.

Ejendommen bliver udbudt af Blue Capital, som siden 2012 har samarbejdet med Jem & Fix ved at udbyde ejendomme for i alt 545 mio. kr.

– Det bliver Jem & Fix-byggemarked nummer 30, vi udbyder og bagefter administrerer for investorerne, fortæller Nicolai Ravn Andersen, investeringschef hos Blue Capital, i en pressemeddelelse.

Det nye byggemarked bliver opført på Industrivej i et nyudlagt område til storbutikker, og spørger man investeringschefen, er det et område, der forventeligt går en rivende udvikling i møde.

- Vi kan se, at kæden ofte er ”firstmover” og har næse for at finde placeringer, der udvikler sig til at blive populære og velbesøgte handelsområder. For eksempel åbnede Jem & Fix i Grenaa i 2018, og nogle år efter kom blandt andre Elgiganten, thansen, Harald Nyborg og Maxi Zoo til samme område, fortæller Nicolai Ravn Andersen

Han tilføjer, at såvel Jem & Fix som investorerne vil nyde godt af, at Børkops indbyggertal på cirka 6.400 ventes at stige de følgende år, og dertil kommer et betragteligt opland og store sommerhusområder langs Vejle Fjord.

Ti års lejekontrakt

Ejendommen får cirka 1.000 kvadratmeter butiksareal, en varegård på knap 2.000 kvadratmeter samt 65 p-pladser udenfor, og bygningen forsynes med solceller, der skal levere en stor del af strømmen til byggemarkedet.

Udover selve ejendommen får investorerne en lejekontrakt, som binder Jem & Fix til lejemålet minimum helt frem til efteråret 2034. Netop lejekontrakter med lang uopsigelighed og med solide lejere er ifølge investeringschefen vigtige for de fleste investorer.

- Vores typiske investorer er velhavende private, som foretrækker at investere i færdige ejendomsprojekter – ofte som supplement til aktier og obligationer. Som regel oplever vi stor interesse fra lokalområdet; folk vil gerne kunne følge med i den ejendom, de bliver medejer af, fortæller Nicolai Ravn Andersen.

Hver af de forventede ti investorer i Jem & Fix-ejendommen skal indbetale 924.000 kr., mens resten af købesummen på 20 mio. kr. finansieres via realkreditlån og uden banklån.

Jem & Fix har over 200 byggemarkeder i Danmark, Norge og Sverige, og Børkop bliver prik nummer 128 på kædens danmarkskort.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.158