23948sdkhjf

Vanvidsbilist eller klip i kørekortet

I sager om vanvidskørsel foretages 67 pct. af sigtelserne på grund af kørsel under påvirkning af alkohol, viser tal fra Rigspolitiet

Det kan være fristende at have en tung fod på speederen, når man har travlt. Men der er bødekonsekvenser og klip i kørekortet, hvis man overskrider hastighedsgrænserne. Hvis man samtidig f.eks. kører uforsvarligt eller kører meget over den tilladte fartgrænse, så kan man risikere at blive dømt efter vanvidsbilist-lovgivningen.

Reglerne for vanvidsbilisme og hvornår man kan ”slippe” med et klip i kørekortet er forholdsvis klare og kan populært sagt slås op i en tabel. Og den tabel er der stadig flere bilister der stifter bekendtskab med.

Siden lovændringen om vanvidskørsel trådte i kraft den 31. marts 2021, har politiet foretaget 3.201 sigtelser, hvoraf 2.135 af dem har været på baggrund af spritkørsel, svarende til 67 pct. af sigtelserne. Både i 2022 og 2023 skyldtes flere end 70 pct. af sigtelserne alkoholpåvirket kørsel. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet, som Mester Tidendes søsterblad, Motor-magasinet, har fået aktindsigt i.

Blot 23 pct. af alle sigtelser om vanvidskørsel skyldes hastighedsovertrædelser, mens de resterende 10 pct. af sigtelserne hovedsageligt foretages på baggrund af, at bilens fører har udsat andres liv eller førlighed for fare.

Tænker sig om en ekstra gang

Talsmand for Rigspolitiet, politiassistent Christian Berthelsen, kalder tendensen skræmmende, men tøver med at kalde den overraskende:

- Jeg vil hellere sige, at det er noget, jeg selvfølgelig er meget ærgerlig over at se. Der er uhyggeligt mange, der kører rundt med en promille over 2,0, siger han til Motor-magasinet.

Hvornår kører man vanvidskørsel?

Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t
  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.
  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00
  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
  • Udviser særlig hensynsløs kørsel
  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
  • Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

Kilde: Justitsministeriet

Da loven om vanvidskørsel blev fremsat i 2020 af daværende Transportminister Benny Engelbrecht, blev der i lovforslaget udtrykt et ønske om at øge sikkerheden i trafikken. Med loven skulle man forhindre hensynsløs kørsel, herunder kørsel med høje hastigheder. Straffen indbefatter blandt andet konfiskation af køretøjet.

Og selvom det ikke er noget, man kan se i sigtelserne, er Christian Berthelsen ikke i tvivl om, at loven om vanvidskørsel har den ønskede effekt om at mindske antallet af hastighedsovertrædelser:

- Jeg synes, vi kan se, at folk har respekt for lovgivningen. Man kan ikke se effekten i sigtelserne, for der er mange der afholder sig fra at begå fartovertrædelsen i første omgang, vurderer politiassistenten.

- De folk, jeg snakker med i bilmiljøet, og dem jeg mødte, dengang jeg var motorcykelbetjent, fortæller ofte, at de lige tænker sig om en ekstra gang, før de kører for stærkt. Det viser, at loven virker, som den skal, mener Christian Berthelsen.

- Der var kun fokus på hastighed og manddrab fra mediernes side, da loven blev indført, men spirituskørsel har i praksis været et lige så centralt punkt for os. Vi synes, loven gør det den skal, og mig bekendt har der ikke været ændringsforslag fra politiets side, fremhæver politiassistenten.

Kriminelle og leasede biler

Da loven om vanvidsbilisme skulle indføres gav Rigspolitiet udtryk for et behov for at kunne sætte hårdere ind over for vanvidsbilister i leasede biler, herunder leasingselskaber med kontakt til den kriminelle underverden.

Hvor hårdt lovgivningen har ramt leasingselskaberne generelt og de banderelaterede leasingmiljøer specifikt, ønsker Rigspolitiet ikke at lave en vurdering af, da man ikke har tal på området, skriver Motor-magasinet.

Hvis man spørger leasingselskabernes brancheorganisation, Finans & Leasing, er loven uhensigtsmæssig. Adm. direktør Christian Brandt mener, at leasingselskaberne bliver for hårdt ramt:

- Vi synes, man skal skille tingene ad. Det skal ikke gå ud over helt almindelige leasingselskaber eller andre ejere, for de kan ikke kontrollere, hvad bilerne anvendes til, siger han til Motor-magasinet.

- Så er der selvfølgelig hele diskussionen om alkohollåse, som man skal puste i for at kunne starte bilen, men hvilket leasingselskab skal gå forrest og miste kunder på det tiltag? For mig at se kræver det politisk handling, siger Christian Brandt

Klip i kørekortet

Mens reglerne om vanvidskørsel er forholdsvis ny for de danske bilister, så ligger klippekortsordningen nok mere i baghovedet, når det for eksempel gælder hastighedsoverskridelse.

Klippekortordningen, som blev indført i 2005, er især er rettet mod overtrædelser af Færdselsloven, der er farlige i trafikken.

Hvornår får man klip i kørekortet?

Du får ét klip i kørekortet for hver af følgende forseelser:

  • Overskrider fartgrænsen med mere end 30 pct.
  • Kører med for kort afstand til forankørende
  • Kører ulovligt i nødsporet
  • Ikke spænder børn under 15 år fast i bilen
  • Ikke sørger for at passager på 8-15 år anvender styrthjelm på motorcykel
  • Kører over for rødt lys
  • Overtræder reglerne om vigepligt
  • Overtræder reglerne for overhaling og forbud mod overhaling
  • Overskrider spærrelinjer ved overhaling
  • Øger hastigheden når man bliver overhalet
  • Overhaler ved fodgængerfelt
  • Kører mod færdselsretningen
  • Kører uforsvarlig slalom- og forbikørsel i tæt trafik
  • Ændrer færdselsretning og placering til fare eller unødig ulempe for andre
  • Kører venstre om helleanlæg
  • Kører om kap eller væddeløbskørsel på vej
  • Kører over jernbanespor, hvis der er givet signal til standsning
  • Brug af håndholdt teleudstyr og kommunikationsapparater som f.eks. håndholdt mobiltelefon, GPS, iPad og smartwatch
  • Kører med en lav koncentration af THC - det aktive stof i hash og marihuana - i blodet (0,001 - 0,003 mg/kg)
  • Hvis der sker en ulykke i forbindelse med forseelsen, eller hvis den har medført fare for andre, afgør politiet, om du i stedet skal frakendes førerretten

Kilde: FDM

Reglerne og konsekvenser er enkle: Får man tre klip i kørekortet inden for tre år, frakendes kørekortet betinget.

Et klip gælder i tre år fra den dag, hvor du har begået overtrædelsen

For nye bilister – der har taget kørekort for mindre end tre år siden – er reglerne strammere og straffen hårdere. Får man to klip i kørekortet for man tre års kørselsforbud.

Der er yderligere konsekvenser, hvis man forvolder skade på personer eller ting eller hvis man bringer andre i fare. Så kan man risikere en frakendelse af kørekortet.

Hvis man er usikker på, hvor mange klip man har i kørekortet,s å kan man ikke selv slå det op. Er du i tvivl om, hvor mange klip du har, skal du kontakte politiet, der kan oplyse dig antallet af klip.

Særlige regler ved vejarbejder

Det er også værd at huske, at der gælder særlige og skærpede regler, når man passerer vejarbejder. Her der nemlig bøder til dobbelttakst. Reglerne har været gældende side 2014.

Hele 3.890 gange i 2023 er bilister blevet tildelt en bøde, for at have overtrådt farthastighederne på en strækning med vejarbejde. Det viser tal som Rigspolitiet har trukket for Gjensidige. Og det er ikke kun rigtig skidt for pengepungen, det er også hensynsløst mod dem, der arbejder på strækningerne, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.

- Når man kører for stærkt, så udsætter man ikke kun sig selv, men også sine medtrafikanter for fare. Men mens bilister er beskyttet af en masse sikkerhedsforanstaltninger i deres biler, så er dem der vejarbejder enormt udsatte, hvis der pludselig sker et uheld. Derfor kan man simpelthen ikke tillade sig ikke at overholde de fartbegrænsninger, der bliver sat i zoner med vejarbejde, siger Lene Rasmussen.

Udover dobbelt bødetakst ved vejarbejde, så er grænsen for, hvornår bilister får en betinget frakendelse af deres kørekort også nedsat til 40 pct. hastighedsoverskridelse, hvor den ved andre vejstrækninger er 60 pct.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.877