23948sdkhjf

Branchen etablerer byggeplads på Folkemødet

Et nyt område på Folkemødet på Bornholm vil fra denne sommer 2024 være centrum for innovation, bæredygtighed og udveksling af visioner i bygge- og anlægssektoren

Når beslutningstagere, interesseorganisationer og almindelige danskere i juni samles til Folkemødet på Bornholm, vil de blive mødt af Byggepladsen. 

Som navnet antyder står bygge- og anlægssektoren bag området, hvor der vil være forskellige aktiviteter, udstillinger, debatter, receptioner og workshops. På dagsordenen er alt fra grøn omstilling og vejen mod mere bæredygtighed, diversitet og mangfoldighed til uddannelse og fremtidens medarbejdere, byggematerialer og meget mere.

- Vi i DI Byggeri har taget initiativ til ByggePladsen sammen med Stark og Henning Larsen Arkitekter med ambitionen om at skabe opmærksomhed om de store forandringer, herunder den grønne omstilling, uddannelse og fremtidig rekruttering, som præger sektoren og samfundet, udtaler Anders Stouge, direktør for DI Byggeri, i en pressemeddelelse.

- ByggePladsen er ikke kun en traditionel byggeplads, men et samlingspunkt for alle som påvirkes og er afhængig af vores byggerier, og som understreger den enorme betydning bygge- og anlægssektoren har i samfundet, tilføjer DI-direktøren.

Henning Larsen Arkitekter, Stark og DI Byggeri har også samlet 31 partnerorganisationer fra bygge- og anlægssektorens værdikæde til projektet

Området er designet af Henning Larsen Arkitekter med fire scener opbygget i stilladssystemer fra byggeriet. Scenernes konstruktion understøtter et cirkulært perspektiv, hvor scenerne kan adskilles og sættes op igen år efter år.

Hovedgrebet i designet er inspireret af Bornholms karakteristiske pejlemærker såsom Utzons vandtårn, røgerierne, Dueodde fyr, og øens sømærker.

- I tæt samarbejde med DI Byggeri og Stark har vi designet et sceneområde med fokus på design for adskillelse og cirkularitet, som gør det muligt at skabe et mødested for hele byggebranchen på Folkemødet – ikke bare i år, men også de næste år, siger Eva Ravnborg, Country Market Director Denmark, Henning Larsen

Stark har påtaget sig opgaven med den fysiske etablering af ByggePladsen i samarbejde med lokale virksomheder på Bornholm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14