23948sdkhjf

Nye tal: Efterslæb i milliardklassen i asfalt og skinner

Der mangler en samlet bæredygtig og national mobilitetsplan, lyder det fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Tilstanden af de kommunale veje og jernbanenettet er præget af en række problemer.

Sådan lyder det i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), som har set Danmarks kritiske infrastruktur efter i sømmene. Det overskyggende problem er manglen på en samlet og bæredygtig mobilitetsplan.

- Vi har en investeringsplan for infrastrukturen frem mod 2035 til over 100 mia. kr. Det er godt, siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI, i en pressemeddelelse:

- Men jeg så gerne, at vi i Danmark havde en overordnet mobilitetsplan, så investeringerne i vores infrastruktur i fremtiden tog afsæt i, hvordan vi ønsker at styrke mobilitet i samfundet, lyder det fra direktøren.

Derfor bør det ifølge Henrik Garver være en ambition, så de infrastrukturinvesteringer, der skal lægges efter 2035, tænkes sammen med, hvordan man ønsker at håndtere mobiliteten af mennesker og varer – både på tværs af landet og lokalt.

FRI har set nærmere på transportinfrastrukturen som del af sine State of the Nation-analyser, der udkommer hvert fjerde år.

Udover mobilitetsplanen efterlyser FRI også øget fokus på bæredygtighed i transportinfrastrukturen. 

Brancheorganisationen anbefaler, at der indføres en generel Co2- og bæredygtighedsregulering, der skal sikre, at alle infrastrukturprojekter ikke kun tænkes i kroner og ører, men også besluttes og gennemføres med afsæt i deres klima- og bæredygtighedsaftryk.

Kommunale veje og broer med milliardefterslæb

Foruden manglen på en samlet mobilitetsplan og bæredygtighed i infrastrukturprojekter, tager rapporten også temperaturen på tilstanden af de danske veje, broer, havne, jernbaner og lufthavne. Og her skiller de kommunale veje og broer sig negativt ud. 

Mens de statslige veje og broer er kommet højt op i tilstand, efter mange års målrettet indsats, er det samme ikke tilfældet på kommunalt niveau:

- De statslige broer og veje er milevidt foran de kommunale, påpeger Henrik Garver. 

- I vores rapport scorer de statslige 4,5 ud af 5 og de kommunale kun 3,0. Jeg tror, vi alle ved, at det desværre ikke er en uvant situation at skulle undvige hullerne i de kommunale veje og på cykelstier. Samlet set har de kommunale veje og broer et efterslæb på 5-10 mia. kr., uddyber han.

Én af grundene til udfordringerne er blandt andet anlægsloftet og pressede kommunale budgetter, mener FRI. Derfor lyder anbefalingen, at anlægsloftet hæves målrettet til vejvedligehold, så efterslæbet kan indhentes.

Men det skal være et løft, der er betinget af, at kommunerne reelt leverer en styrket indsats på vedligehold. For de kommuner, hvor det utilstrækkelige vedligehold handler om finansiering og ikke råderum under anlægsloftet, skal der tilbydes mere gunstige lånerammer.

Jernbanerne kræver massiv investering

Jernbanerne får også en tilstandskarakter på 3,0. 

Mens der er sket meget på området, og der har været investeret i jernbanen, så viser rapporten, at der fortsat udestår et solidt investeringsløft på 10-20 mia. kr.

- Hvis der er den politiske villighed, og tålmodighed, er det min forventning, at vi i 2028 vil kunne se, at både jernbaner og kommunale veje er løftet til et tilfredsstillende og fremtidssikret niveau, der i vores State of the Nation-termer er karakteren 4 eller over, udtaler FRI's adm. direktør.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11