23948sdkhjf

MT Højgaard indgår partnerskab til mere end en halv milliard

Vindmølleproducenten Siemens Energy har valgt at indgå et partnerskab om en flerårig udbygning af elnettet i den vestlige del af Danmark til en værdi af 650 mio. kr.

Danmarks næststørste entreprenør MT Højgaard skal i løbet af de næste otte år være med til at udbygge elnettet i Vestdanmark.

Det sker efter, at man har indgået et samarbejde med Siemens Energy om at udbygge det nuværende el-netværk med et stort antal forstærkede 150 kV-højspændingsstationer. 

MT Højgaard bliver en af flere samarbejdspartnere, der skal bidrage til opgaven, som helt konkret består i at bygge, anlægge og renovere stationerne. 

Aktiviteterne skønnes som minimum at medføre en omsætning til MT Højgaard Danmark i niveauet 650 mio. kr. over de otte år.

- Vi vil gerne være del af store danske energiprojekter, og vi vil gerne indgå i langvarige samarbejdsaftaler med ligesindede virksomheder og bygherrer, lyder det fra Carsten Lund, der er administrerende direktør i MT Højgaard, i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, at Siemens Energy og MT Højgaard går sammen om et projekt. Tidligere har parterne også samarbejdet om anden kritisk energiinfrastruktur, hvor det seneste projekt var ombygningen af en transformerstation på land til Thor-vindmølleparken.

MT Højgaard oplyser desuden, at aftalen ikke kommer til at påvirke forventningerne til koncernens omsætning, som ventes at lande et sted mellem 10 mia. kr. og 10,5 mia. kr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453