23948sdkhjf

Efter kæmpe dyk: Ordrebogen er igen tyk hos elementproducent

Taasinge Elementers topchef vil skabe en stabil profitabel forretning efter et rekordstort underskud i 2023. Flere strategiske tiltag og en god start på året danner gorbund for et markant forbedret resultat

Efter en omkalfatring er ordrebogen igen fyldt hos Taasinge Elementer, som med et nyt ledelsesteam i front ser ind i en travl periode.

Ordrebeholdningen svarer til den budgetterede omsætning i 2024, hvor især andet halvår ser ud til at byde på travlhed.

- Derfor forventer jeg også, at vi kommer til at opruste både på tegnestuen og i produktionen, siger Birgitte Clausen, som siden sensommeren 2023 har været adm. direktør hos producenten af præfabrikerede tag- og facadeelementer i træ.

Bagtæppet for de positive udsigter er blodrøde tal på bundlinjen. Efterdønningerne af flere kundekonkurser i 2022 kostede et underskud på 14,5 mio. kr. i 2023 - det største minus i årevis.

Vores vigtigste opgave er at gøre det nye Taasinge Elementer stabilt og profitabelt Birgitte Clausen, adm. direktør, Taasinge Elementer

Birgitte Clausen lægger ikke skjul på, at elementproducenten måtte gøre noget drastisk:

- Derfor har vi brugt mange ressourcer på at omorganisere virksomheden og styrke de interne processer. Vi har blandt andet ændret hele vores tilgang til salg for at udbygge vores pipeline og komme tidligere ind i projekterne. Det begynder vi at se resultaterne af, siger direktøren.

Det nye Taasinge Elementer

Birgitte Clausen har været en del af Taasinge Elementer siden 2022 og overtog i sensommeren 2023 den samlede ledelse af gruppen af selskaber efter en periode som daglig leder af datterselskabet RVT i Norge.

Ved samme lejlighed blev Bent Hansen, tidligere Pihl og Huscompagniet, ansat som ny finansdirektør. Og det er bare en del af det team af erfarne folk, der nu har indtaget nøgleroller i elementfirmaet.

Forhenværende koncernchef i MT Højgaard, Henrik Mielke, indtog i starten af 2024 rollen som bestyrelsesformand. Han overtog posten efter Steffen Baungaard, der på daværende tidspunkt selv havde en fortid som adm. direktør i Huscompagniet og hos NCC.

For en måned siden blev Morten Walsted præsenteret i en nyoprettet stilling som COO. Han bidrager med erfaring inden for ledelse, produktionsoptimering, kvalitetsstyring og lean management fra mere end 20 år i Velux-koncernen.

- Vi har mange gode folk, som sammen med Morten og hans værktøjskasse inden for ledelse, produktionsoptimering, kvalitetsstyring og lean management nu er endnu bedre rustet til at øge vores produktion og dermed Taasinge Elementers fortsatte vækst, sagde Birgitte Clausen i den forbindelse.

Stabil og profitabel

Med tilføjelserne er ledelsesteamet rustet yderligere til at ”realisere visionen om en fleksibel, skalerbar og automatiseret produktion af træbaserede elementer".

- Vores vigtigste opgave er at gøre det nye Taasinge Elementer stabilt og profitabelt, pointerer Birgitte Clausen.

Svingdør på direktionsgangen

Navneskiltet på direktørens dør hos Taasinge Elementer i Svendborg er blevet skiftet adskillige gange de senere år.

Birgitte Clausen overtog stillingen som adm. direktør på permanent basis i efteråret 2023. Forinden havde hun i en periode fungeret som konstitueret direktør.

På under et år forinden havde to andre personer haft direktørjobbet.

Birgitte Clausen blev i første omgang en del af direktionen i Taasinge Elementer i juni 2022. Hun kom ombord efter at have været facilitator på et udviklingsforløb for ledelsen, der dengang havde Martin Tholstrup i spidsen. Birgitte Clausen blev ansat som ligestillet direktør sammen med Martin Tholstrup.

I maj 2023 meddelte Martin Tholstrup, efter seks år som direktør, at han ønskede at fratræde sin stilling.

Ved samme lejlighed forlod Birgitte Clausen Taasinge Elementers direktion, men fortsatte videre til Norge og blev konstitueret daglig leder i det norske datterselskab, RVT.

I juni 2023 blev Torben Birch så præsenteret som ny adm. direktør.

Det blev dog et kort bekendtskab.

Allerede i september annoncerende elementproducenten, at man havde sat gang i rekrutteringen af en "ny, kommercielt erfaren" adm. direktør, og at Birgitte Clausen var indsat midlertidigt på posten.

Selskabet har i dag kunder af en anden kaliber end for fem år siden, og projekterne bliver større og større, lyder det.

- Det kræver, at vi styrker vores processer og tilfører nye kompetencer for at kunne håndtere skiftende behov i markedet og producere så omkostnings- og kvalitetsoptimeret som overhovedet muligt, siger den adm. direktør.

Blandt de projekter, der skal igennem produktionen i den kommende periode, er Birkeparken i Odense, hvor 249 boliger får en gennemgribende renovering som led i visionen ”Fremtidens Vollsmose”. Taasinge Elementer leverer præfabrikerede facader til projektet, der forventes at opnå DGNB Sølv.

Udviklingen taler for produkterne

Nu melder selskabet om en kombination af stigende markedsaktivitet og en voksende pipeline, ligesom den gennemsnitlige ordrestørrelse også vokser.

Ordrebogen for andet halvår af 2024 er stærk, og der er øget fokus på produktivitetsforbedringer og omkostningsstyring på tværs af hele værdikæden. Dette forventes at have en positiv effekt på året med et "markant forbedret resultat" til følge, selvom dette ikke defineres nærmere.

Med blikket rettet mod fremtiden vurderer ledelsen, at den samlede efterspørgsel på selskabets produkter vil fortsætte med at stige, især på baggrund af lovkrav om at nedbringe bygningers miljøbelastning.

Redaktionen har ikke haft held med at få uddybende kommentarer fra ledelsen i Taasinge Elementer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125