23948sdkhjf

Tusser på kroppen, mester? Stor stigning i politianmeldelser mod tatovører

De seneste år er der sket en stor stigning i antallet af politianmeldelser af tatovører, der ikke lever op til myndighedernes krav på området

Hvor tatoveringer tidligere var forbeholdt søfolk på langfart, er det i dag en helt almindelig og udbredt udsmykning af kroppen, som tusindvis af danskere hvert år vælger at få foretaget. Men at få lavet en tatovering er ikke uden en vis risiko for helbredet, og derfor er der en række lovmæssige krav, som tatovører herhjemme skal leve op til.

Sidste år kneb det dog gevaldigt for mange tatovører at leve op til lovgivningen, hvilket førte til en voldsom stigning i politianmeldelser. Det viser tal, som Sikkerhedsstyrelsen har udleveret til Gjensidige.

Hvor der i 2022 blev foretaget 61 politianmeldelser af tatovører, steg det tal sidste år til 114.Det er en stigning på 85 pct.

Gjensidige oplyser i en pressemeddelelse, at 76 af politianmeldelserne, og den største andel, drejede sig om manglende registrering af tatovøren hos myndighederne, så der kan blive ført kontrol med hygiejnen på stedet, og sikres at der eksempelvis er sikkerhed for, at tatovøren har et hygiejnebevis.

Det halter med hygiejnen

Den store stigning i anmeldelser for manglende registrering blandt tatovører er bekymrende, lyder det fra Mette Glad, der er fagchef i sundhed hos Gjensidige.

- Jeg synes, det er nogle rigtig ærgerlige tal. Tatoveringer er blevet en almen udbredt ting at få lavet, og det er ærlig talt bekymrende, hvis man som kunde ikke kan regne med, at tatovøren arbejder under dokumenterede korrekte hygiejniske forhold, siger fagchefen.

Netop hygiejnen er et af de steder, hvor risikoen for følgeskader er størst i forbindelse med tatoveringer. Men derudover bør man også være opmærksom på, om tatovøren eksempelvis overholder gældende regler for brug af farver for at undgå eventuelle følgeskader.

Manglende registrering var dog ikke den eneste årsag til et stigende antal politianmeldelser. Også manglende efterlevelse af allerede udstedte påbud oplevede en stigning sidste år fra 10 politianmeldelser i 2022 til 35 sidste år.

Ifølge Mette Glad er det muligvis et udtryk for, at nogle brodne kar i branchen ikke tager lovgivningen alvorligt, og at det samtidig understreger vigtigheden af, at man undersøger forholdene hos en tatovør, inden man indgår en aftale.

- Der er heldigvis rigtig mange dygtige og ærlige tatovører herhjemme, og en af måderne, man kan gøre sit hjemmearbejde, er ved at slå op i Sikkerhedsstyrelsens register over tatoveringssteder. Ellers kan man i værste tilfælde risikere at opleve alvorlige sundhedsmæssige komplikationer efterfølgende, siger Mette Glad.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079