23948sdkhjf

Nye anbefalinger skal sikre flere en god start i byggebranchen

Med en ny række anbefalinger vil Byggeriets Samfundsansvar gøre det nemmere at tiltrække og fastholde nye medarbejdere i byggeriet

Virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har svært ved at tiltrække og fastholde unge og nye medarbejdere. Og det er et problem, lyder det fra Byggeriets Samfundsansvar, for branchen mangler arbejdskraft samt de unges viden og input til den grønne omstilling.

Derfor samlede Byggeriets Samfundsansvar og foreningens Unge Advisory Board i foråret en netværksgruppe bestående af nyuddannede, studerende, elever, ledere og HR-medarbejdere samt nye i branchen til tre workshops, og har her fra udviklet anbefalinger målrettet de forskellige aktører involveret i nye medarbejderes start i store og mindre virksomheder.

Netværksgruppen går under navnet Sambyggerne og viden og anbefalinger er samlet i det online vidensunivers “Vejen til en god start i byggebranchen”.

- Onboarding er langt mere end at få udleveret en personalehåndsbog og en nøglebrik. Bygge- og anlægsbranchen er en kompleks branche, der samtidig spiller en stor rolle inden for byggeriets grønne omstilling. Lederne og HR-medarbejderne bør være nysgerrige efter, hvad der kan være udfordrende for unge og nye, og hvad virksomheden kan gøre for at gøre opstarten bedre, udtaler Maria Preilev Hansen, medlem af Byggeriets Samfundsansvars Unge Advisory Board og konsulent ved Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.

Kompleks branche

Mange af de unge og nye synes ifølge foreningen, at det er udfordrende at lande i branchen, blandt andet fordi de oplever stor kompleksitet i processerne og i relationen mellem aktørerne på byggeprojekterne og derfor kan have svært ved at gøre deres viden og faglighed gældende fra start.

- Vi har brug for at forstå spillereglerne. Der er mange forskellige aktører involveret i en byggeproces, og der er mange faser, der kræver forskellige ting, siger Maria Preilev Hansen og fortsætter:

- Jeg oplevede selv at få meget lettere ved at komme på banen med mine egne ideer, løsninger og viden, da jeg fik forståelse for processerne og de andre aktører og hvad min virksomheds rolle er i processen. Man kan hurtigt miste pusten, hvis man ikke får den nødvendige viden på det rigtige tidspunkt.

Forventningsafstemning med lederen omkring arbejdsgange, kommunikationsform og feedback er derfor også udslagsgivende for, om man lander godt i branchen, lyder en af konklusionerne.

- For at kunne føle sig tryg, er det vigtigt at lederen og den nye medarbejder afstemmer, hvordan der gives feedback, hvordan man agerer og kommunikerer internt og hvordan man håndterer fejl. Det er meget vigtigt at have med i et introduktionsforløb for at skabe psykologisk tryghed hos den nye medarbejder, udtaler Christine Schultz, direktør i Byggeriets Samfundsansvar.

Fakta om Sambyggerne

Byggeriets Samfundsansvar (BS) arbejder for at gøre byggebranchen til en branche med plads til alle

Gennem initiativet Sambyggerne har man afprøvet, hvordan netværksaktiviteter mellem unge og virksomheder kan skabe øget engagement og tilhørsforhold til branchen. 

Gennem tre workshops med fokus på nysgerrighed, læring og social tryghed er der samlet viden, erfaringer og ideer til at gøre dørtrinnet til branchen lavere. Byggeriets Samfundsansvar har klædt både unge og nye på til at lande godt i branchen og givet virksomhederne viden og værktøjer til at tage godt imod nye medarbejdere.

Læs mere på https://byggerietssamfundsansvar.dk/

Kilde: Byggeriets Samfundsansvar

Hun peger på, at det er lederens opgave at gå forrest og skabe et rum, hvor den nye medarbejder kan udfolde sine kompetencer, vise hvem de er og turde stille spørgsmål.

Må ikke overse det sociale

I udviklingen af anbefalingerne var der også bred enighed om, at en god indføring i de sociale sider af arbejdspladsen er meget vigtigt. Mange oplever nemlig, at det kan være svært at komme ind og føle sig som en del af teamet og fællesskabet, især hvis man samtidig udgør en minoritet på den ene eller anden måde.

- Det sociale er ofte noget, man overser eller tænker vil opstå af sig selv. Men erfaringerne viser, at en buddy og en faglig mentor kan gøre det lettere for den nye medarbejder at blive en del af fællesskabet, som er afgørende for følelsen af at lande godt, siger Christina Schultz.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11