23948sdkhjf

Salget af bygningsglas eksploderer på webshop

Glaseksperten kan se en tydelig tendens i salget på virksomhedens webshop – 25 pct. af ordrerne er nu rent digitale

Også i glasbranchen er fremtiden digital. Det viser udviklingen i antallet af ordrer og omsætning hos Glaseksperten, som kan se en tydelig tendens i salget på virksomhedens avancerede webshop. Andelen af ordrer, der bliver afgivet på webshoppen, er nu på 25 pct. mod 14 pct. i 2022, og alt tyder på, at udviklingen vil fortsætte i de kommende år.

Ifølge Glaseksperten, så efterspørger kunderne i stigende grad, at det skal være hurtigt og let at bestille glas, og at de kan afgive ordrer uden for normal arbejdstid. Samtidig får kunderne et langt bedre overblik over deres ordrer, når de handler i webshoppen, som fra 2021 til maj 2024 oplevede en fremgang i omsætningen på cirka 240 pct., fremhæver Glaseksperten i en pressemeddelelse.

Virksomhedens adm. direktør, Jess Gregersen, er positivt overraskede over, at 25 pct. af ordrerne nu bliver afgivet på webshoppen.

- Når vi taler med kunderne, fortæller de, at de sætter stor pris på den frihed, som webshoppen giver dem. I langt de fleste tilfælde tager det ganske få minutter at indtaste en ordre på webshoppen, og kunderne får øjeblikkeligt en ordrebekræftelse og kan derfor hurtigt lukke en ordre ude hos deres egne kunder og fortsætte med deres arbejde. Efter lanceringen af webshoppen er det også blevet tydeligt, at kunderne gerne vil vente til efter kl. 16 med at indtaste ordrer, fordi de har travlt med andre opgaver indtil da. Antallet af ordrer, der blev afgivet efter kl. 16, steg med 51,5 pct. fra 2022 til 2023, og tendensen er fortsat i 2024, siger Jess Gregersen.

- Kundernes ordrer sendes direkte i produktion uden behov for manuel håndtering, og den øjeblikkelige ordrebekræftelse medfører, at de hurtigt kan komme videre med at koordinere f.eks. monteringsplaner. Derudover er det en stor fordel, at kunderne får det fulde overblik over deres ordrer. De er aldrig i tvivl om, hvad status er, fastslår Jess Gregersen.

Udviklingen fortsætter

Glasekspertens e-handelsløsning opnåede nylig en 3. plads ved Dansk Erhvervs E-handelsprisen 2024 i kategorien i "Bedste B2B-virksomhed med online omsætning under 200 mio. kr."

- Det er vi naturligvis stolte af, men vi er samtidig meget bevidste om, at vi skal fortsætte udviklingen af webshoppen, så den bliver endnu bedre i de kommende år.

Produktkonfigurator

På webshoppen kan kunderne benytte Glasekspertens produktkonfigurator, som gør det let at bestille komplekse glasprodukter på ganske kort tid. Det er en løsning, som reducerer risikoen for fejl relateret til præcision og dimensioner. Det giver kunderne større tryghed, når de handler. Samtidig kan kunderne hele tiden se status på ordren – hvornår bliver glasset f.eks. produceret og leveret?

Som en betydelig sidegevinst har Glaseksperten også konstateret, at antallet af kundehenvendelser på grund af manglende overblik er reduceret markant – og det er en fordel for både kunderne og virksomheden.

Fremtidens indkøbere har et mere digitalt mindset, end indkøberne havde for bare nogle få år siden. De skal ikke sidde og snakke en hel masse med os i telefonen, når de skal bestille glas. Vi skal være tilgængelige online hele tiden, og vi har allerede en række ideer til, hvordan vi gør onlinehandelen endnu mere attraktiv for en større del af vores kunder, siger Jess Gregersen.

Glaseksperten A/S, som er en dansk virksomhed, producerer glas til bolig, erhverv og offentlige bygninger. Virksomheden har hovedsæde og 20.000 kvm. stor produktion i Hjørring og beskæftiger 140 ansatte og har mere end 30 års erfaring med levering af glas i både Danmark og på eksportmarkederne.

Sortimentet omfatter bl.a. glas til indendørs og udendørs anvendelser, herunder også løsninger inden for print, lyd, brand- og personsikkerhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086