23948sdkhjf

Malingkoncern sætter fokus på de professionelle efter forventeligt årsregnskab

De professionelle malere skal drive de næste års vækst hjem hos Flügger

Det gik som forventet for Flügger, der allerede tilbage i maj kunne afsløre små bidder af resultatet for sine auktionærer.

Nu har den børsnoterede malerkoncern udgivet årsregnskab for 2023/2024. 

Det kommer således ikke som en overraskelse, at driften ender i et plus på 68 millioner kroner, mens omsætningen lander en my over forventningsintervallet på mellem 2,1 og 2,2 milliarder kroner. 

Virksomhedens navn
Regnskabsår 2023/2024 2022/2023 2021/2022
Valuta DKK mio. DKK mio. DKK mio.
Nettoomsætning 2.208 2.130 2.251
Bruttofortjeneste 1.135 1.028 1.181
Resultat af primær drift 68 -8 108
Resultat før skat 46 -17 93
Årets resultat 16 14 -8
Balancestatus 1.939 2.132 2.226
Egenkapital 821 774 919
Antal ansatte 1.653 1.637 1.653
Kilde: Flügger årsrapport 2023/2024Note: Nøgletal er tilrettet så disse afspejler fortsættende aktivitet - dvs. at frasolgte russiske aktiviteter er udeladt

I lyset af de endelige tal, udtrykker administrerende direktør hos Flügger Group, Sune Schnack, sin begejstring for resultaterne, der ifølge ham viser, at Flügger er på rette vej, selvom særligt "Norden har oplevet markant nedgang i aktiviteten, de senere år", samtidig med at omkostningsstigningerne har været på himmelflugt. 

- Jeg er glad for, at Flügger har formået at styrke sin position på tværs af vores markeder, og dermed står stærkt, når der atter er fremgang i markedsaktiviteten. På Flüggers internationale markeder har vi desuden oplevet en generel fremgang i såvel eksport som vores egne butikker, udtaler direktøren i en pressemeddelelse. 

Ny "professionel" strategi med grønne undertoner 

For at holde kadencen de kommende år, ledsages regnskabet af en ny strategisk retning for Flügger, der fremover vil markere sig som "den professionelle malers naturlige førstevalg" i højere grad end tidligere. 

Samtidig skal 'Flügger Organic - Delivering sustainable value', som strategien hedder, bidrage til en "grønnere malingindustri."

- Gennem vores seneste strategiperiode har vi investeret i nye fabrikker og indhentet værdifulde erfaringer fra vores markeder uden for Norden samt testet forskellige forretningsmodeller. Det har gjort os klar til at vokse organisk ved at skalere vores velafprøvede modeller internationalt, udvide vores markedspotentiale overfor det professionelle segment samt simplificere andre dele af forretningen. Alt sammen med et stærkt fokus på Flüggers kernekunde: Den professionelle maler. Det er essensen i Flügger Organic, lyder det fra direktøren. 

Ifølge årsrapporten forventer Flügger i 2024/2025 en øget omsætning i niveauet 2,2-2,4 millioner kroner, mens driftsresultatet ligeledes forventes at stige til mellem 75 og 95 millioner kroner. 

For at nå målet sætter Flügger sin lidt til "uændret eller svagt stigende" aktivitet på det nordiske marked og fortsatte stigninger for så vidt angår det østeuropøiske. Samtidig skal normaliserede indtjeningsmarginer formentlig som følge af lavere omkostninger i samspil med den nye strategiske linje sikre, at driftsforventningen indfris. 

Flügger

  • Flügger Group er en international koncern med afsæt i Norden. 
  • Den årlige omsætning er på cirka 2.200 mio. DKK. 
  • Virksomheden er børsnoteret og har mere end 1.600 medarbejdere.
  • Flügger er børsnoteret, men familien Schnack er med Ulf og Sune Schnack fortsat hovedaktionærer. 
  • Ulf Schnack overtog ledelsen fra sin far i 1970, og siden den 1. april 2021 har Sune Schnack været administrerende direktør.
  • Flügger Group har i alt 7 fabrikker i 4 lande, som producerer både værktøj, maling og designtapeter. 

Kilde: Flügger Group

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094