Gulvvirksomhed: Ny tendens præger valget af gulve
- Det her projekt er på mange måder et udtryk for en tendens, vi ser i disse år, hvor bygherre og rådgivere i højere grad end tidligere kigger på materialers holdbarhed og fremtidssikring af byggeriet.
Særligt ved nybyggeri til udlejning og almene boliger ser vi, at valget falder på vinylgulve, som har en meget slidstærk overflade, og som derfor har en meget lav vedligeholdelsesgrad, hvilket er gavnligt for udlejer såvel som ejendomsadministratoren.
Sådan lyder det fra projektkonsulent hos gulvvirksomheden Timberman, Alex B. Jørgensen, som netop har leveret 16.400 kvm Novego vinylplank gulv til et nyt boligområde, Steinbeck, i Aalborg med i alt 272 udlejningsboliger.
Boligbyggeriet er præcertificeret til og opføres som et DGNB Guld byggeri.
Det er entreprenørvirksomheden Arne Andersen Vrå A/S, som har totalentreprisen og opfører byggeriet i samarbejde med Søren Enggaard A/S. Projektet består samlet set af seks punkthuse og 98 byhuse fordelt på 23.000 kvadratmeter.
Vigtigt materialevalg
- Til et så omfangsrigt projekt er det bestemt ikke uvæsentligt, hvilke materialer og leverandører vi bruger. Naturligvis stiller præcertificeringen visse krav til materialevalget generelt set, men derudover er det også vigtigt, at vi kan regne med, at både leverandør og materialer lever op til de aftaler, vi laver, siger Jacob Provst Spangsege, som er entrepriseleder hos Arne Andersen Vrå A/S.
- Vi har arbejdet sammen med Timberman i mange og vi kender deres Novego-gulve, som er meget holdbare, så der er ikke en masse udskiftning, når f.eks. en lejer flytter ud – og hvis der skulle være behov for at skifte en enkelt planke, er det meget nemt at klikke den op og udskifte med en ny uden der opstår synlige farveforskelle, fremhæver Arne Andersen.
Byggeriet foregår over seks etaper, hvoraf første etape afsluttes til oktober og hele byggeriet ventes at stå færdigt ultimo 2024.