Maskinerne er allerede eldrevne: Nu bruger NCC også solceller på stor byggeplads
Siden januar har NCC arbejdet på grave- og funderingsarbejdet ved byggeriet af Danmarks største vandværk, Værket ved Regnemark i Bjæverskov mellem Ringsted og Køge.
Maskiner under tre ton til jord-, vand- og afløbsarbejde drives allerede af elektricitet for at minimere emissioner og støj.
For at begrænse CO2-udledningen fra byggeriet yderligere har entreprenørkæmpen også installeret et 50 kW solcelleanlæg på byggepladsen.
- Vores anlæg dækker cirka 160 kvm og er placeret på taget af kontorpavillonerne for at spare plads i terræn. Denne løsning udnytter solcellerne optimalt og genererer mest mulig strøm til projektet, fortæller Andreas Beuck, projektchef i NCC Infrastructure, Beton & Anlæg, i en pressemeddelelse.
Det er Hofor, Hovedstadsområdet Forsyningsselskab, der står bag Værket ved Regnemark. Det er del af et storskala vandværksprogram, som omfatter moderniseringen af i alt syv regionale vandværker.
Mindre strøm fra elnettet
NCC's solcelleanlæg forventes at producere omkring 47.000 kWh om året, hvilket svarer til det årlige strømforbrug i skurbyerne ved vandværkerne i Søndersø og Gevninge, som også er del af Hofors vandværksprogram.
Solcelleanlægget er en del af et program, der skal øge den lokale produktion af strøm og minimere afhængigheden af elnettet.
Entrepriser til 600 millioner kroner
Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfører det nye vandværk mellem Ringsted og Køge, Værket ved Regnemark.
Arbejdet på vandværket, der betegnes "Danmarks største vandværk", er fordelt på tre entrepriser til samlet 600 mio. kr.
NCC er valgt som hovedentreprenør på vandværket på en kontrakt til en værdi af 390 mio. kr.
Hofor har desuden indgået aftale med Vand og Teknik, som skal installere procesanlægget til behandling af vandet.
Tredje kontrakt er tildelt DI-Teknik, der kommer til at arbejde med el-entreprisen.
På rådgiversiden er tilknyttet Niras/Krüger, Cowi, PLH Arkitekter, Øllgaard, Emcon, Rørbæk & Møller samt Sweco.
Værket ved Regnemark er et af syv regionale vandværker, som Hofor om- eller nybygger og moderniserer. De skal forsyne hovedstadsområdet med blødgjort drikkevand, det vil sige vand med et lavt indhold af mineraler.
Størstedelen af strømmen vil blive genereret i sommerhalvåret, hvor produktionen overstiger skurbyens behov, og den overskydende strøm kan anvendes på resten af byggepladsen. Omvendt forventer NCC, at der i vinterperioden produceres mindre strøm, end skurbyen har behov for. Her vil det være nødvendigt at supplere med strøm fra elnettet.
Listen er lang
Projektet har ud over solcelleanlægget og de eldrevne maskiner søsat flere initiativer, der skal være med til at reducere klimapåvirkningen.
På listen står også varmepumper til opvarmning af skurbyen, der er installeret ladestandere, og der er etableret en minigenbrugsplads, hvor NCC sorterer materialer med henblik på genanvendelse.
Løbende implementeres også nye idéer, eksempelvis pælekapning i forbindelse med funderingsarbejdet, så der spares på produktion af nye pæle.
Storstilet vandværksprojekt
Værket ved Regnemark blev opført i 1964 og skal nu udskiftes med et nyt, tidssvarende vandværk med et centralt blødgøringsanlæg og dertilhørende nye driftsbygninger.
Aftalen mellem Hofor og NCC er en hovedentreprise, der indgår som én ud af tre hovedentrepriser, som skal gennemføres sideløbende. Opgaven omfatter byggeriet af selve vandværket og de mange tilhørende bygge- og anlægsarbejder.