Håndværkerfradrag genindføres på lidt lavere niveau end sidst
Fra næste år bliver det igen muligt at trække noget af håndværkerregningen fra i skat, når hjemmet sættes i stand, og samtidig forhøjes servicefradraget.
Det er en del af det finanslovsudspil, som regeringen fremlægger fredag formiddag, erfarer Ritzau.
Fradraget, som blev afskaffet af S-regeringen i 2021, var på 12.500 kr. årligt. Det bliver fra næste år på et lidt lavere niveau, kan man udlede af finansieringen.
Dengang var der afsat 350 mio. kr. til fradraget, mens der i finanslovsudspillet for 2025 er afsat 300 mio. kr.
- I Venstre var vi kraftigt imod at afskaffe fradraget, der hjalp mange familier med at få energirenoveret deres bolig, og derfor er jeg også meget glad for, at vi nu genindfører det fradrag, siger Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Venstre gik til valg på at genindføre fradraget, hvilket fremgik af partiets 2030-plan, men Troels Lund Poulsen og daværende V-formand Jakob Ellemann-Jensen kom ikke igennem med kravet i regeringsforhandlingerne.
Forhandlinger venter
Forhandlingerne om fradraget udestår, så det ligger ikke fast, hvordan det skal skrues sammen, og om det skal målrettes bestemte typer af opgaver.
Men Venstre ønsker, at det kan bruges til blandt andet klimasikring.
- Vi ved, at op imod en halv million danske boliger er truet af stigende grundvand, og de boligejere vil vi meget gerne give en økonomisk håndsrækning, så de kan klimasikre og beskytte deres ejendom, siger Troels Lund Poulsen.
Regeringen lægger op til at afsætte i alt 400 mio. kr. på finansloven for 2025 til håndværkerfradraget og servicefradraget. Det sidstnævnte, der allerede eksisterer i dag, reserveres de 100 millioner.
Servicefradraget kan bruges på rengøring, vinduespudsning og børnepasning. Fradraget er i år på 11.900 kr. og har en værdi på 26 pct.
Det betyder, at man kan fratrække skat for 26 pct. af det beløb, som man har brugt på en serviceydelse.
Senest blev håndværkerfradraget afskaffet 1. april 2022 med finanslovaftalen i december året forinden.