23948sdkhjf

Ombudsmand med afgørelse: NCC har lavet greenwashing

Da entreprenøren NCC kaldte byggeri for "bæredygtigt", var det greenwashing, fastslår Forbrugerombudsmanden i afgørelse. NCC kalder sagen en "læringsproces"

Det var "vildledende" og ulovligt, da nordens største entreprenørvirksomhed, NCC, i marts 2022 satte en håndfuld blå bannere op foran en byggeplads i Valby med påskriften 'Her bygger vi bæredygtigt'.

Det skriver Byrummonitor, der har fået aktindsigt i en afgørelse i en sag om forløbet fra Forbrugerombudsmanden.

"Udsagnet ’Her bygger vi bæredygtigt’ er overdrevent, da det er egnet til at give indtryk af, at byggeriet ikke tærer på Jordens ressourcer eller i hvert fald, at det er mindre skadeligt for miljøet, end det faktisk er," skriver ombudsmanden.

I afgørelsen lyder det desuden, at syv andre lignende påstande om Valby-byggeriet, som man kunne læse på byggepladsen og på NCC’s hjemmeside, var vildledende miljøudsagn, også kaldet greenwashing.

Som Byrummonitor tidligere har beskrevet sammen med mediet Danwatch, bad ombudsmanden NCC om at dokumentere udsagnene.

NCC svarede blandt andet, at entreprenøren stiller krav om "minimering af energiforbrug, korrekt affaldssortering, anvendelse af certificeret træ, miljøbeskyttelse og sociale tiltag." 

Men i afgørelsen fastslår Forbrugerombudsmanden, at Valby-byggeriet belaster miljøet "betydeligt".

Ombudsmanden henviser til en analyse af det konkrete byggeris klimaudledninger, der beskriver, at byggeriet udledte 8,5 kilo CO2-ækvivalenter per bygget kvadratmeter om året.

Vil politianmelde flere

Gennemsnittet for dansk nybyggeri var ifølge Forbrugerombudsmanden i gennemsnit på 9,6 kilo i 2022, da byggeriet blev sat i gang.

Men forbruget skal helt ned på 2,5 kilo for at "leve op til Paris-aftalens forpligtelser," lyder det i afgørelsen, skriver ombudsmanden og henviser desuden til, at byggeriet står for cirka 30 pct af Danmarks samlede CO2-udledning

Derfor er Valby-byggeriet ifølge ombudsmanden ikke "væsentligt mindre klimabelastende end tilsvarende byggerier."

I et mail-svar skriver pressechef Carl Johan Corneliussen, at NCC har rettet sin kommunikation til, og at sagen har været en "læringsproces".

"Det er naturligvis afgørende for os at holde vores kommunikation om klima, miljø og den grønne omstilling inden for de rammer, der er sat i markedsføringsloven," skriver han.

Forbrugerombudsmanden har tidligere meldt ud, at den fremover vil politianmelde flere virksomheder i greenwashing-sager.

Det har den undladt i denne sag, men i afgørelsen lyder det, at "det vil blive anset for en skærpende omstændighed", hvis NCC begår lignende lovbrud i fremtiden.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105