23948sdkhjf

Han bliver byggeriets nye førstemand

Bygningsstyrelsens direktør Rasmus Brandt Lassen skal være ny branchedirektør i DI Byggeri. Han sætter sig i den nye direktørstol 1. november

DI Byggeri har fundet sin nye branchedirektør.

Det bliver Rasmus Brandt Lassen, der gennem knap syv år har været direktør i Bygningsstyrelsen.

Han har beskæftiget sig med byggebranchen i mere end 12 år, og kommer ifølge DI Byggeri derfor med stor erfaring og indsigt i de politiske udfordringer, branchen står overfor herunder den grønne omstilling.

- Der bliver der nok at se til, og jeg er sikker på, at Rasmus er den helt rette person til at lede den opgave, siger Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.

- Byggeriet står overfor en stor grøn omstilling, og med en netop udnævnt dansk energi- og boligkommissær i EU kommer vores virksomheder til at spille en meget aktiv rolle i at gøre Danmarks og hele unionens boliger langt mere energieffektive, påpeger DI-direktøren også.

DI Byggeri har været på jagt efter en ny direktør, siden Anders Stouge i juni annoncerede, at han ville stoppe på posten med udgangen af august.

Repræsentere 6.700 virksomheder

- Jeg kom ind i byggeriet for over 12 år siden og har oparbejdet stor passion for branchen, udtaler hovedpersonen Rasmus Brandt Lassen om sit nye job.

- På trods af stigende kompleksitet og stor forskellighed i branchen, så oplever jeg en stærk fælles drivkraft mod at levere fantastiske byggerier og bidrage til den grønne omstilling, lyder det også fra den kommende branchedirektør i DI Byggeri.

Som branchedirektør for DI Byggeri kommer Rasmus Brandt Lassen til at repræsentere 6.700 virksomheder, som beskæftiger knap 120.000 medarbejdere i hele byggeriets værdikæde.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108