23948sdkhjf

Har skiftet gas ud med vand – nu er gipsen blevet grønnere

Saint-Gobain Gyproc har skiftet energikilde på fabrikken i Fredrikstad. Det har ifølge materialeproducenten reduceret klimaaftrykket markant

En omlægning fra naturgas til strøm fra vandkraft har ført til lidt en markant CO2-reduktion hos gipspladeproducenten Saint-Gobain Gryproc.

I en pressemeddelelse oplyser materialekæmpen, at skiftet i energikilde har resulteret i, at produktionen målt på scope 1 og 2 nu er 100 pct. CO2-fri, og sammenlignet med Gyprocs konventionelt producerede gipsplader, er aftrykket i livscyklusperspektiv, altså inklusiv transporten fra Norge til Danmark, ifølge Saint-Gobain reduceret med 41 pct.

- Vi ser det som et nybrud inden for produktion af byggematerialer, at det nu er muligt at producere et standardbyggemateriale som gipsplader med en CO2-fri produktionsfase, udtaler Mick Schou Rasmussen, adm. direktør i Saint-Gobain Denmarks, og fortsætter: 

- Regeringen har strammet klimakravene i bygningsreglementet, så grænseværdien på nybyggeri sænkes fra de nuværende 12 til gennemsnitligt 7,1 kg CO2 pr. kvadratmeter fra juli næste år. Hos mange af branchens aktører oplever vi dog et ønske om at sænke CO2-loftet yderligere for at imødekomme Paris-aftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.

Ifølge Mick Schou Rasmussen er materialernes egenskaber også fortsat en afgørende faktor i markedet, men han understreger, at energikilden ingen betydning har for produktegenskaberne.

- Klima-seriens produktegenskaber er nøjagtigt de samme, som i de plader, der kommer fra en traditionel produktion med naturgas. Derfor er det også helt simpelt at konvertere fra et byggeri, der er projekteret med traditionelle gipsplader, til klimaplader, lyder det.

Godt en million solgte kvadratmeter

Allerede nu er de nye gipsplader solgt i en mængde, der svarer til omkring en million kvadratmeter gipsplader fordelt på primært større projekter, oplyser Saint-Gobain

En af dem er ejendoms- og byudviklingsvirksomheden Nrep, der står bag opførslen af et nyt friplejehjem med tilhørende daginstitution på i alt 7.000 kvadratmeter i Kolding. Her er ifølge parterne bag udsigt til en CO2-mæssig besparelse på 7,8 ton, når også transporten fra Norge medregnes.

- Vores mål er at opnå en DGNB Guld certificering, så vi havde i forvejen planlagt at erstatte så mange betonvægge som muligt med gipsvægge for at nedbringe CO2-aftrykket fra projektets byggematerialer. Den klimavenlige produktion med strøm fra vandkraft giver et væsentligt bidrag til at nedsætte projektets samlede CO2-forbrug, siger Jonas Niebling, projektleder hos Nrep.

Han påpeger, at Nrep generelt efterspørger flere byggematerialer, der kan bidrage positivt til byggeriernes livscyklusberegninger, og som samtidigt kan bruges til store byggeprojekter, hvor barren er sat højere end bygningsreglementets krav.

- Tendensen går klart derhen, hvor flere og flere aktører i branchen stiller krav om dokumentation af bæredygtighed ned til mindste detalje. Og det gør vi både af hensyn til klimaet og for at trække mindst muligt på klodens knappe ressourcer. Men også fordi vi oplever, at når vi optimerer med bæredygtighed og Paris-aftalens mål for øje, så bliver vores byggeprojekter langt mere attraktive på markedet, forklarer Jonas Niebling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141