Trævirksomhed truet med politianmeldelse: "Vi tager det meget alvorligt"
Miljøstyrelsen havde i ni måneder forsøgt at få svar på, hvor Granby Pack fik sit importerede krydsfiner fra.
Det fik Miljøstyrelsen ikke svar på, og derfor sendte styrelsen et påbud og truede med en politianmeldelse, hvis der ikke blev rettet ind. Men nu har trævirksomheden, der specialiserer sig i pakkeløsninger i blandt andet træ og krydsfiner, sendt materialet.
Det skriver Povl-André Bendz, adm. direktør ved Granby Pack, til Wood Supply.
- Vi tager påbuddet fra Miljøstyrelsen meget alvorligt og har derfor nu sikret, at det efterspurgte materiale er fremsendt. Vi vil gerne understrege, at der ikke på noget tidspunkt har været tvivl om oprindelseslandet for det træ, vi importerer, men derimod kritik af for sen besvarelse af en myndighedshenvendelse, lyder det i et skriftligt svar fra direktøren, som startede i oktober.
Den store bevågenhed på oprindelseslandet er kommet efter Ruslands invasion af Ukraine. Det er blevet ulovligt at importere ulovligt russisk træ, og det sætter krav til danske virksomheder, som skal kontrollere, hvor deres træ kommer fra.
Det er netop dokumentationen af dén kontrol, som har haltet for Granby Pack, når emballagevirksomheden køber finerplader.
- Det er vi selvfølgelig utrolig ærgerlige over, da vi altid stræber efter fuld compliance og kvalitet i alle processer. Vi ser på påbuddet som en anledning til yderligere at gennemgå og styrke vores arbejdsgange, hvilket vi allerede har iværksat, lyder det fra Povl-André Bendz.
Bruger anerkendte agenter
Hvordan kontrollerer Granby Pack oprindelsen af det træ, der importeres, for at sikre at det ikke bryder med gældende sanktioner?
- Granby Pack har i sit mere end 50-årige virke anvendt anerkendte agenter/mellemhandlere til indkøb af træ og krydsfiner (råvarer) for at sikre højest mulige compliance, og det har også været i en erkendelse af, at det stiller store krav til en organisation at håndtere de ofte komplekse indkøbsaftaler med store krav til gennemsigtighed og nødvendig dokumentation i hele købsprocessen. Det skal tilføjes, at Granby Pack løbende sikrer, at de valgte agenter/mellemhandlere overholder aktuelle love, regler og almindelig god branchepraksis.
Det kan ifølge Miljøstyrelsen resultere i en politianmeldelse, hvis ikke påbuddet bliver efterlevet. Hvilke skridt har Granby Pack taget, eller planlægger at tage?
- Vi har en god og tæt dialog med Miljøstyrelsen, så der er vi slet ikke. Efter at have modtaget en kvittering afventer vi nu, at Miljøstyrelsen gennemgår det efterspurgte og fremsendte materiale.
Hvad er der - fra jeres synspunkt - af udfordringer med at kontrollere det træ, der bliver importeret?
- Vi tænker ikke på vores industri som udfordrende. Der er nogle rammevilkår og kontrolniveauer, som vi bakker 100 pct. op om. Vi er en professionel virksomhed med mere end 50 års virke indenfor forarbejdning af træ og krydsfiner, og vi er altid yderst omhyggelige med at leve op til de krav, som lovgivning og myndigheder dikterer os, lyder det afslutningsvis fra direktøren.