23948sdkhjf

To er døde og én savnes fortsat efter sammenstyrtning på Fyn

I alt var ti personer til stede, da der skete ulykke ved biogasanlæg på Fyn tirsdag. To er omkommet

Politi og beredskabsfolk leder fortsat efter en person, efter at et tag styrtede sammen i en silo ved Flemløse Biogasanlæg på Fyn tirsdag.

Det oplyser Fyns Politi på et pressemøde onsdag.

- Vi formoder, at der var ti personer til stede på taget og omkring taget. Der er desværre to omkomne personer. Der er seks tilskadekomne personer.

- Vi har en der er uskadt, og så leder vi efter en person i området dernede, siger politiinspektør ved Fyns Politi Christian Rasmussen.

Politiet fik meldingen om arbejdsulykken i Flemløse i Assens Kommune tirsdag klokken 18.04.

- Da vi kom frem til stedet, kunne vi konstatere, at der var sket en sammenstyrtning af en silo. Vi havde en formodning om, at det var taget, der var faldet ned, siger politiinspektøren på pressemødet.

De to omkomne er udlændinge.

Politiet fortalte tirsdag, at der er tale om vanskeligt terræn at komme til i, og onsdag beretter politiet også om en svær indsats.

- Vi forventer, den kan blive langvarig. Jeg kommer ikke ind på, hvor langvarig den bliver. Fokus bliver stadig at redde liv på stedet dernede, siger Christian Rasmussen på pressemødet.

Da der er tale om en arbejdsulykke, undersøger Arbejdstilsynet også ulykken.

Christian Stenskrog, der er partner i Flemløse Biogas, har over for TV 2 Fyn bekræftet, at anlægget er ved at blive udvidet med en ekstra tank, og at der i den sammenhæng bliver støbt et tag til den.

Han ved dog ikke, om det sættes i forbindelse med ulykken. Fyns Politi kan heller ikke hverken be- eller afkræfte dette over for TV 2 Fyn.

Flemløse Biogas blev opført i 2020.

Anlægget har i fuld drift kapacitet til at producere syv millioner kubikmeter gas til naturgasnettet ifølge selskabets hjemmeside. Det svarer til opvarmning af 3500 parcelhuse eller 112 millioner kørte kilometer i personbil.

Siden 2020 har selskabet bag ansøgt om at udvide biogasanlægget med et ønske om at øge kapaciteten yderligere.

Gassen på anlægget produceres af gylle, dybstrøelse, afpuds fra frøgræsmarker, kasserede grøntsager fra lokale grøntsagsavlere samt majs.

/ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093