23948sdkhjf

Fra 44 til 11 millioner: Stort fald i indtjening for ung iværksætter

Mads Vesterby Hansen har oplevet vild vækst i sin virksomhed, men nu er han blevet indhentet af virkeligheden og "det nye normal" 

Woodupp har kun knap 10 år på bagen, men den unge direktør er alligevel ikke helt tilfreds med en indtjening på 11 mio. kr. efter skat.

Mads Vesterby Hansen sælger træ- og indretningsprodukter via sin virksomhed Woodupp, og det er en lukrativ forretning. Men ikke helt så lukrativ i år som ventet, for ledelsen havde forventet en indtjeningsstigning på 5 til 10 mio. kr. i forhold til rekordregnskabet i 2023.

Her var indtjeningen på godt 44 mio. kr. efter skat, og Woodupp har således kun tjent en fjerdedel af, hvad Ribe-virksomheden gjorde i 2023.

- Vi havde større forhåbninger til regnskabsåret, da vi lagde budget, erkender 32-årige Mads Vesterby Hansen til Wood Supply.

- Da regnskabsåret gik i gang, kunne vi hurtig se, at vi ville få svært ved at realisere vores ambitioner for omsætning. Vi kommer fra nogle helt formidable år under corona, hvor vi ligesom mange andre kunne præsentere flotte regnskaber. Vi havde på baggrund af disse år ambitioner og forhåbninger til, hvordan det næste regnskab skulle være, men vi blev indhentet af virkeligheden og ”det nye normal”.

WoodUpp Group A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 80,0 97,5 40,9
Resultat af primær drift 23,6 60,7 26,0
Resultat før skat 19,9 59,3 25,1
Årets resultat 11,0 44,0 18,6
Balancestatus 233,5 154,6 137,3
Egenkapital 124,1 78,8
Antal ansatte 88 54 37
Kilde: CVR

Faldende efterspørgsel 

Woodupp har i flere år haft tocifrede millionoverskud, men i anden halvdel af 2023 begyndte panelproducenten at opleve fald i efterspørgslen fra forbrugerne.

Dermed må virksomheden indstille sig på indtjeninger i et nyt leje og den nye virkelighed, som direktøren betegner som ”det nye normal”.

Virksomheden specialiserer sig i akustikpaneler, som bliver fremstillet på Woodupps fabrikker i Ribe, Skærbæk og Mount Airy i North Carolina, USA. Kunderne er alt fra private husholdninger til restauranter, hoteller og kontorer.

Selvom produktionen kun foregår i to lande, er mange flere lande modtagere af de skandinavisk designede akustikpaneler. Selskabet har datterselskaber i Holland, USA, Sverige, Frankrig, Norge, Polen, Italien, Sydafrika og i De Forenede Arabiske Emirater.

Det var særligt forbrugerne i Tyskland og Holland, som begyndte at svigte i 2023.

- Vi blev ramt af den generelle nedgang i markedet, som vi også kan se hos mange af vores konkurrenter, der har haft samme udfordring med efterspørgslen, siger Mads Vesterby Hansen.

Det er ikke muligt at se omsætningen for Woodupp, men bruttofortjenesten faldt fra 97,5 mio. kr. til 80 mio. kr.

Investeringer lønner sig

Akustikproducenten har desuden gennemført investeringer i ”organisationen, produktudvikling, kundeoplevelsen samt eksisterende og nye markeder”. Sådan lyder det i ledelsesberetningen, og det bliver da også tydeligt i selve regnskabet, at udgifterne har været mærkbare på dette punkt.

Personaleomkostningerne er steget fra 14 mio. kr. til 39,4 mio. kr., og det skyldes mange nyansættelser. Antallet af medarbejdere er steget fra 54 til 88. 

De mange investeringer vil ifølge direktøren hurtig komme til at gavne virksomheden.

- Det kommer allerede til at have en positiv effekt i det regnskabsår, vi er i gang med. Vi kan allerede se i første kvartal (Woodupps regnskabsår begyndte 1. juli, red.), at investeringerne begynder at bære frugt. Det er vi rigtig glad for.

Under Woodupp Group ligger to selskaber, PVH Production og så Woodupp A/S. Det er PVH Production, som leverer den håndværksmæssige kunnen og know-how. Den virksomhed er stiftet af Mads Vesterby Hansens forældre i 1991.

Woodupp Group har tidligere Actona-direktør Torben Villadsen som medejer og bestyrelsesformand og det vestjyske investeringsselskab Brygge Partners som minoritetsinvestor. Mikkel Bang Knudsen er driftsdirektør og Troels Johansson er marketingsdirektør, og begge er medejere og har været med til at udvikle virksomheden siden 2019. Senest er økonomidirektør Steffen Graves Silberbauer tilføjet til ledelsen og ejerkredsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128