23948sdkhjf

København vil hindre tab af hel generation

Københavns Kommune vil knække kurven af unge, der dropper erhvervsuddannelsen på grund af mangel på læreplads
Af de knap 10.000 unge, der i øjeblikket står uden læreplads til at kunne færdiggøre deres erhvervsuddannelse, er omkring 3.000 fra København.

Derfor har Københavns Kommune valgt at tage en række initiativer for at få nedbragt praktikpladskøen.

- Tallene stiger eksplosivt – siden 2008 står dobbelt så mange uden læreplads, 9.800 i dag, og de nyeste tal fra byggeriet viser, at antallet af uddannelsesaftaler er faldet 17 procent i årets første tre måneder i forhold til sidste år – uden byggeaktiviteterne er faldet, siger beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) om baggrunden for om initiativerne.

- Vi ønsker at standse bevægelsen af unge, der ryger på kontanthjælp, fordi de ikke kan få en praktikplads. Det er skidt for den unge og for samfundet. En sådan kampagne kan sætte fokus på det at tage en elev eller lærling og forhindre bevægelsen mellem kontanthjælp og uddannelse.

- Derudover er vi ved at tabe noget af en hel generation faglærte unge, da de ikke kan færdiggøre deres uddannelse og vil sande til mellem uddannelse og arbejdsmarked. Når konjunkturerne vender, så kommer de bagerst i køen, fordi andre har færdigheder og kompetencer, som de ikke har, siger beskæftigelsesborgmesteren.

Det rigtige match

Kommunen har netop iværksat en kampagne, som er målrettet lokale virksomheder. Målet er at få virksomhederne til at lave flere aftaler om lærepladser. For at nå det mål tilbydes en vifte af muligheder.

For eksempel står de københavnske jobcentre klar med coaching og administrativ bistand, hvis de måske især mindre virksomheder synes, at papirarbejdet forbundet med at have en elev er for besværligt. Der lægges også op til en bedre matching mellem elever og virksomheder, så virksomhederne får den rigtige elev første gang. Desuden skal der orienteres om muligheder for at virksomheder kan dele en elev.

- Det, vi kan give virksomhederne, er et godt match – vi finder den rigtige til virksomheden, og vi forbereder den unge på praktikken. Det har vi stor succes med. Jobcenter Skelbækgade opsøger små og mellemstore virksomheder og taler med dem om deres behov, hjælper i forhold til barrierer – især papirarbejde - matcher den unge med virksomhederne og brugte meget tid på at klargøre unge gennem vejledning og konkrete opkvalificeringstiltag.

Kampagnen skal gøre mange flere virksomheder opmærksom på, at de bør tage en lærling og de kan få hjælp til det rigtige match og en smidig proces, siger Anna Mee Allerslev.

Flere klausuler

Samtidig med indsatsen over for virksomheder, arbejdes der med en langsigtet politisk strategi.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten har blandt andet stillet forslag om at udvide kommunens brug af sociale klausuler. Indtil videre har det givet omkring 70 lærepladser i byggeriet, at kommunen i 2010 indførte lærlingeklausuler ved udbud af større byggeopgaver.

Nu skal klausulerne også tages i anvendelse inden for servicefage, revision, transport og rengøring.

Samtidig vil Københavns Kommune selv tage flere elever og lærlinge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078