23948sdkhjf

Stolte traditioner føres videre i ny indpakning

PITZNER gruppen sammenlægger viden og kompetencer fra AGJ Pitzner, Corona Pitzner og VMC Pitzner for at sikre konkurrencedygtige løsninger
Der er et par håndfulde af dem i Danmark. De hæderkronede, familieejede danske virksomheder, som i generationer har bidraget til vækst på det danske marked. PITZNER gruppen er én af dem. Og nu går de styrket fremtiden i møde med en sammenlægning af viden og kompetencer fra AGJ Pitzner, Corona Pitzner og VMC Pitzner, der sikrer konkurrencedygtige løsninger.

Samlet set er PITZNER den største danskejede udlejningskoncern, og den tredje eller fjerde største materieludlejer i Danmark.

Da den nu afdøde Axel Pitzner i starten af 1950’erne startede sin vognmandsvirksomhed med to folkevogne, var der ikke mange, der var klar over hvilket imperium, hans forretning skulle udvikle sig til. Her omkring 60 år efter hviler der stadig en dyb respekt for Axel Pitzners måde at drive forretning på.

Fokus er som altid rettet mod det danske marked, men nye tider kræver tilpasning, og derfor har adm. direktør, Ole Wamsler, siden han trådte til i slutningen af 2010, haft øget fokus på en smidig og fuldstændig sammenlægning af de tre selskabers viden og kompetence. Baggrunden var enkel – krav om en effektivitetsforbedring på mere end 20 pct. over det første år.

Eget navn, men fælles logo

PITZNER Gruppen ved om nogen, hvad et navn betyder for en virksomhed, dens medarbejdere og ikke mindst dens kunder.

Derfor beholder de tre forskellige virksomheder deres eget navn efterfulgt af PITZNER. Et fælles nyt rødt PITZNER-logo skal til gengæld vise omverdenen, at der er tale om en samlet virksomhed med samlede løsninger. Og logoet kan man allerede i dag se på næsten 80 pct. af materiellet.

- Vores nye, røde logo er et synligt bevis for det nye PITZNER, som vi er ved at skabe. Det fælles logo er her et vigtigt symbol for vores medarbejdere, der nu samarbejder på tværs af tidligere virksomhedsskel. Men det er også et vigtigt signal at sende vores kunder – de nyder godt af, at vi samler vores viden, da de kun skal henvende sig ét sted, siger adm. direktør Ole Wamsler.

Stor markedsandel på udlejningsmateriel

PITZNER Gruppen har gennem alle årene haft fokus på det danske marked, og det betyder, at de tre selskaber tilsammen nu er den største danskejede spiller på markedet for materieludlejning i Danmark.

- PITZNERs produkter og ydelser er udsprunget af danske behov, så vi har altid udelukkende taget afsæt i det danske marked, og det er unikt for en udlejningsvirksomhed af vores størrelse. Netop det faktum gør, at vi har nogle løsninger, der er øremærket til de danske kundebehov og regelsæt. Derved har vi løsninger, der gør os eftertragtede hos kunderne selv når vi er oppe i mod nogle af Europas største udlejningskoncerner, der er repræsenteret i Danmark, forklarer Ole Wamsler

Lettere at være kunde fremover

Hver af de tre virksomheder har haft sine kompetencer og specialister, og denne viden har man nu samlet i såkaldte "kompetencecentre". Det betyder, at folk i fremtiden kun behøver at henvende sig ét sted omkring deres byggeprojekter.

I det nye PITZNER kan virksomheden som totalleverandør levere én komplet pakkeløsning, uanset om behovet er salg, udlejning, servicering og produktion, eller om kunden kommer fra entreprenør eller servicebranchen, industrien eller den offentlige sektor.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144