23948sdkhjf

Lovforslag strammer nettet om sort arbejde

Skattefolk kan tjekke håndværkere, der arbejder i private hjem, uden retskendelse for at stoppe sort arbejde.
Det skal være langt sværere at slippe skattefrit fra at lave sort arbejde.

Det fremgår af skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) lovforslag L 170A, som Folketinget tirsdag vedtog enstemmigt med 107 stemmer.

Möger har opdelt sit lovforslag i to, så Venstre onsdag stemmer imod lovforslaget L 170B, forklarer skatteordfører Torsten Schack Pedersen.

- Venstre er imod, at Skat får adgang til privat grund uden retskendelse, og at folk hæfter for håndværkeres moms og skat, hvis de ikke betaler regninger over 10.000 kroner digitalt. Vi er stærkt bekymrede over retssikkerheden, siger han.

Skattefolk kan uden retskendelse gå ind på en privat ejendom og tjekke en håndværkers cpr-nummer og kræve legitimation. Advokatrådet har kraftigt kritiseret lovforslaget og søgt foretræde for Folketingets skatteudvalg.

- I et retssamfund skal lovforslag ikke undgå bøvl for myndighederne. Det er helt på månen, at Skat får mere vidtgående beføjelser end politiet til at komme ind i folks haver, siger han.

Alle danskere skal betale digitalt, når de køber varer eller ydelser for over 10.000 kroner. Det skal gøre det lettere for skattemyndighederne at stoppe sort arbejde, men kan ifølge Advokatrådet ramme ældre danskere, som er vant til at betale kontant.

Samtidig kan køberne komme til at hæfte solidarisk for håndværkerens ubetalte skat, moms eller afgifter, hvis de ikke betaler digitalt. Det er ifølge Advokatrådet "i strid med grundlæggende retsprincipper".

Til gengæld gør den nye lov mindre vennetjenester i private hjem skattefri. Unge under 16 år og folkepensionister kan lave mindre arbejde som at slå græs skattefrit. Det samme gælder familie- og vennetjenester, som ikke er led i en organiseret byttehandel.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063