23948sdkhjf

Fra ledig til bygningsarbejder

Ledige industriarbejdere i Horsens og Vejle bliver omskolet, så de i fremtiden kan søge job som bygningsarbejdere. Det sker på det seks ugers selvvalgte AMU-forløb ´Fra industri til byggeri´ på Learnmark Horsens. Et lignende forløb er på vej i Fredericia.
På en varm forårsdag fejrer 13 kursister fra Vejleområdet, at de har gennemført et seks ugers AMU-forløb på Learnmark Horsens. Grillen er tændt, humøret er højt og de fleste bærer deres nye T-shirt, hvor der står Betonbisse på.

De er ledige industriarbejdere og chauffører, der er blevet omskolet til bygningsarbejdere. De har blandt andet lært at lave forskalling, armering, bygningsafsætning og kvalitetssikring. Derudover har kursisterne fået et epoxy-kursus samt kurset ’Vejen som arbejdsplads’.

Lokal entreprenør efterspørger arbejdskraft

Kursisterne bliver klædt godt på til arbejdet, fortæller Jens Birk Rasmussen, teamleder for Struktør- og brolæggerafdelingen på Learnmark Horsens.

- De kan naturligvis ikke nå at lære det, en uddannet bygningsinstruktør kan, men de bliver dygtige. En entreprenør i byen har efterspurgt ufaglærte med kompetencer inden for faget, så vi håber, at kurset kan bane vej ind på arbejdsmarkedet for dem, siger Jens Birk Rasmussen.

Kim Steffen Pedersen fra Vejle er en af de kursister, der netop har afsluttet AMU-forløbet. Han er oprindelig uddannet cykelmekaniker og har i en periode været vikar som industri- og lagerarbejder.

- Jeg har på de seks uger udviklet mig meget, og jeg er sikker på, at mine muligheder for at få job efter dette kursus er meget bedre. Jeg troede slet ikke, at jeg kunne noget inden for dette fag, men det kan jeg, og jeg håber, at jeg snart får et job som bygningsarbejder, fortæller han.

Mere attraktiv

Nogle af deltagerne denne grill-eftermiddag har ikke fået T-shirts. De er nemlig først lige begyndt på deres seks ugers forløb. De er på Horsens-holdet og skal de kommende uger igennem samme forløb, som deres ’kolleger’ fra Vejle.

En af dem er Morten Pedersen fra Brædstrup. Han har været murer i mange år og er nu jobsøgende.

- Jeg talte med min fagforening om mandagen og begyndte på kurset om onsdagen. Jeg behøvede ikke så lang betænkningstid, fordi jeg tror på, at det forbedrer mine muligheder for at finde job. Med min erfaring som murer kombineret med dette kursus kan jeg lave mange forskellige arbejdsopgaver i bygge- og anlægsbranchen, og det må bestemt være attraktivt for en arbejdsgiver, fortæller Morten Pedersen.

Omskoling er nødvendig

Kurset er blevet til i samarbejde med 3F i Vejle og jobcentrene i Vejle og Horsens Kommune. Gert Skov Rasmussen er formand for 3F´s Bygge og Grøn gruppe i Vejle, og han havde håbet på en holdstørrelse på 22 deltagere, men det blev kun til 16 deltagere, hvoraf 13 færdiggjorde kurset.

- Det er et kanongodt projekt, som Learnmark Horsens lynhurtigt planlagde på opfordring fra 3F i Vejle. Det har været sværere at finde deltagere til kurset, end vi havde troet.

Det hænger måske sammen med, at det for nogen kan være svært at gøre alvor af at jobskifte. Men man er i dag nødt til at være omstillingsparat, og der bliver i vores region sat meget anlægsarbejde i gang i nær fremtid – her har kursets nye bygningsarbejdere gode muligheder for at få job, forklarer Gert Skov Rasmussen.

Han pointerer samtidig, at flere og flere arbejdspladser inden for industrien forsvinder, og at bare lidt erfaring gør det en del lettere at få job i byggebranchen. Derfor er kurset, der fremover hedder ’Job i Bygge og Anlæg’, med til at give de ledige netop de kompetencer, de har brug for, når de skal søge nyt job i bygge- og anlægsbranchen.

’Job i Bygge og Anlæg’ udbydes fra september 2012 også i Fredericia.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156