23948sdkhjf

46-årig fundet dræbt under græsslåmaskine

En arbejdsulykke nær Holbæk kostede fredag aften en mand livet. Han blev fundet af sine pårørende.
En 46-årig mand er død efter en arbejdsulykke fredag aften. Ifølge politiet mistede manden kontrollen over en stor græsslåmaskine, som derefter rullede ned af en skrænt. Manden blev dræbt, da han kom i klemme under maskinen.

Det oplyser vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau. Politiet blev alarmeret kort efter midnat.

- Manden var i gang med at slå noget græs med en stor frontklipper på 600 kilo i naturområdet Brorfelde syd for Holbæk. På et tidspunkt er han kørt op på en skrænt, hvor han tilsyneladende har mistet kontrollen over maskinen, siger vagtchefen.

- Vores foreløbige undersøgelser tyder på, at maskinen er kommet ud over skrænten og rullet cirka 30 meter ned. Han er blevet klemt ihjel under maskinen.

Den dræbte blev fundet af sine samlever og sin datter, som undrede sig over, at de ikke kunne komme i kontakt med ham.

- De begyndte så at lede efter ham og fandt ham død under maskinen. Tilsyneladende havde han da været død i nogle timer, siger Henrik Møller Nielsen.

Den dræbte var frivilligt i gang med at slå nogle græsarealer i det kuperede terræn. Han havde bopæl i Nyrup.

- Vi behandler det som en arbejdsulykke, fordi det omhandler et teknisk arbejdsmiddel, siger vagtchefen.

Arbejdstilsynet vil lørdag undersøge græsslåmaskinen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094